En garnoholikers bekendelse

Hej, jeg hedder Anne og jeg er strikoholiker (og i virkeligheden også syoholiker)... Det startede alt sammen, da jeg ventede Teo og var sengeliggende pga truende for tidlig fødsel. Eller altså... Det startede jo med min mormor, som første gang gav mig strikkepinde i hænderne og senere min mor, der satte mig foran en symaskine... Det ligger altså i familien - når vi er til fest eller bare samlet de allernærmeste, så kommer vi anstigende med hver vores bugnende pose/taske/net. Og det er jo heller ikke bare et eller to projekter på en gang... Det er fem, syv, ti stykker, der bare ligger og venter på at blive samlet op igen og gjort færdig. Men så falder man lige over noget nyt garn eller en ny opskrift - og hver gang lover man sig selv (og sin mand) at det er det sidste man køber indtil alle UFO'er er færdiggjorte og garnlageret nedbragt til rimelig størrelse... Det holder bare ikke rigtigt, vel?

Kan du ikke bare sige nej, spørger du så... Eller undgå de steder, hvor du ved, at fristelsen bliver for stor... Og jo, det kunne jeg egentlig godt, hvis ikke jeg havde rygrad som en regnorm og en hjerne, der tænker mine hænder væsentlig hurtigere end de er... 

Jeg har altid strikket og syet, men det er først efter ungerne er kommet, at det er blevet en hverdagsting. Noget jeg kan få kløe i hænderne af at være væk fra for længe... Og det startede helt klart, da jeg ventede Teo og ikke måtte bevæge mig for meget... Symaskinen blev mit helle... Og strikketøjet - gerne så kompliceret som muligt, så alt tælleriet kunne distrahere mig fra bekymringen for at føde alt, alt for tidligt (fra uge 23 og frem). 

Og nu er det jo endnu værre... Jeg har set mine skønne unger i det, jeg har lavet og det er SÅ dejligt. Mere vil have mere... Havde jeg tiden ville de kun have hjemmegjort tøj på - men hvornår stopper det så? 

Skal de helt frem til 30 års alderen proppes i søde små blomstrede bloomers eller strikkede sweatre med fiiiine mønstre? Bodyer med små pink bambier eller biler? Eller må jeg indse, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg må stoppe? Acceptere, at de har deres egen vilje og stil? At jeg må bruge mine strikkepinde til noget andet - eller slet ikke? Hvor der kommer støv på symaskinerne? 

Måske... Men, hvis du følger mig på IG, så har du nok gættet, at den dag ligger labngt ude i fremtiden... For der er altid liiiiige er mønster eller et nøgle garn til:-)