lørdag den 26. september 2015

Det private forældreskab.


Som de af jer, der læser med i ny og næ ved, er jeg ivrig fortaler for iFavns principper i forhold til opdragelse. Jeg er desuden medlem af diverse fora på nettet, deler jævnligt relevant forskning og artikler på min facebook samt læser alt, hvad jeg kan få fingre i af litteratur om emnet - og jeg bliver desuden ALDRIG træt af at diskutere det. Både med ligesindede - skal mødes med den ifavnske mødregruppe i Århus for første gang på fredag - men også med folk, der har helt andre meninger.
Min erfaring har lært mig, at forældreskab er en af de mest ømskindede (af mangel på bedre ord) emner at diskutere og man skal virkelig træde varsomt i en sådan diskussion. I min iver for at dele - hvad jeg selvfølgelig synes er VERDENS bedste måde at opdrage sine børn på - er jeg, set i bakspejlet, nok kommet til at virke lidt brysk eller endog 'frelst' og 'hellig'. Og det er skide ærgerligt! For så går de jo tabt, de der fantastiske pointer.
Derfor øver jeg mig enormt meget på at være mere nøgtern i en sådan diskussion og møde min 'modpart' med interesse og spørgsmål i stedet for at bebrejde og belære... Det holder hårdt, når man mener, at man har 100% ret hele tiden:-) Det er jo ikke fordi jeg mener, at jeg gør tingene bedre end andre forældre, for jeg mener helt ind i hjertet, at langt de fleste forældre gør det, de mener er alle bedst for dem og deres unger. Og jeg dømmer ikke - jeg er bare meget glad for, at jeg har muligheden for at gøre tingene præcis som jeg gerne vil😍
At gå ind i en diskussion med intentioner om at vinde, er vejen til sikkert nederlag - oplever jeg. Hvorimod en intention om at lære mest muligt af og om modparten langt oftere giver pote i sidste ende. Jeg øøøøøøøver mig - ligesom jeg øøøøøver mig i at være en anerkendende forælder til en tre-årig med sundt temperament.
Heldigvis er der altid plads til at lære og udvikle sig - både som forælder og som debattør:-) Så stop mig endelig, hvis keg tromler dig i en diskussion eller glemmer, at min vej ikke er den eneste vej;-)

tirsdag den 15. september 2015

Våg(n)er i natten.


ARGH!!! Ligger i øjeblikket om natten som en med omvendt narkolepsi og ruger over alting. Føler mig som en høne, med øjne så store som tekopper og en hjerne med hukommelse som en elefant... Der kan huske alle de dumme/pinlige/forkerte og bare straight out jammerlige ting høne-elefanten (læs: mig) har lavet siden 6. klasse... Og det bliver altså hurtigt til mange.
Søvnen undslipper mine ellers meget lange arme og randene under mine (i forvejen ret små - tak, far) øjne bliver bare pænere og pænere - sådan lidt som spejlvendt smokey eyes helt au naturale.
Selv med vinduet åbent og tre snorkende bunker kærlighed liggende spredt indenfor rækkevidde kan jeg stadig ikke slappe af og give slip. 
Har alle dage haft en fantastisk evne til at ruge over tingene og dissekere ALT - ville i grunden nok have været en rimelig hardcore kirurg. Ud over det er jeg en ØRN til at anskue tingene fra den allersorteste vinkel - HVER GANG. Noget, der kan drive min mor fuldstændig til vanvid - undskyld, mor:-)
Men altså, som regel - især efter to børn - kan jeg sove på en sten (eller på gulvet mellem ti kilo spredt LEGO og larmende unger for eksempel). Det kan jeg bare ikke i øjeblikket... Og jeg bliver CRAZY!!!
Så ligger man her i sin rede og vender og drejer sig, til man er så stramt pakket ind i dynen, at man går i panik og må kæmpe sig ud igen - selvfølgelig på den stille og forsigtige måde, så man ikke vækker nogen. Stille og rolig panik... Som når ens søn kommer og med stoltheden lysende ud af øjnene viser en, at han har fanget den største edderkop i haven.
Gad godt have en lille, bitte smule søvn - kan måske skrive det på ønskelisten til Jul? Eller eftersøge det på facebook ala: Hej netværk!
Jeg søger hurtigst muligt noget søvn - gerne af den dybe slags og helst flere timer i træk. Kan dog nøjes med flere usammenhængende timer, hvis der er nogen, der ligger inde med det?
Kan tilbyde ekstra hud over knæ (lår generelt) og rynker på hænderne i bytte. På forhånd tak :-)

Vil lige snige mig til at se et afsnit Big Bang Theory i fodenden, inden jeg lægger mig op under dynen og selvfølgelig falder i søvn med det samme og sover dybt i 6 timer, mens jeg drømmer sødt om alle de traller jeg har sat hele verden i gang med at finde til mig:-)
Godnat derude.

mandag den 14. september 2015

Vil ha vil ha vil ha!!!

... Og det er ikke Teo der siger sådan - det er mig!!! 
Nu, hvor vi har strammet budgettet helt ind for at få råd til at jeg kan gå hjemme er det som om mit indre monster, der fødes af materielle goder, er vokset!
Det skriger 'Jeg vil ha, jeg vil ha, jeg vil ha!!!' 
Ønskelisten vokser med flere meter i døgnet - og det store Vil-ha-monster vrider sig stadig mere voldsomt i sine lænker smedet af budgetter. Og net-shopping har gjort ham stærkere og mere højlydt! 
I dag var det den smukkeste samling Polly Pocket, der vækkede ham (for jer, der ikke kender PP, var det det mest eftertragtede legetøj for mange piger i senfirserne og starthalvfemserne). Jeg havde en fin samling selv, men som så meget andet er den gået tabt i årenes løb. Også i min hukommelse - men billedet af denne FANTASTISKE samling bragte en bølge af minder tilbage om mange timers ubekymret børneleg og den helt fortryllende følelse af at åbne en PP æske for første gang og afsløre den lille fortryllede verden den gemte på... Det var lige noget for monsteret og det råbte med fråden stående om munden: JEG VIL HA!!! Køb det, det er ok, du har råd!!! 
Og man glemmer let, at monsteret lyver og snyder, for at få, hvad det vil have - især, hvis man lader sig gribe af stemningen!!! Shit!!! Stemningen i dag var virkelig gribende og monsteret havde medbragt sin aller mest indsmigrende stemme - blød som smør og fuld af gode argumenter... Men...
I dag vant jeg over monsteret - jeg kom nemlig til at tænke på mine unger og alle de fortryllende timer vi kommer til at tilbringe sammen - uden Polly Pocket, som garanteret slet ikke er særlig sejt, når man er barn i 2020:-)

Når jeg lige læser det sidste afsnit igen lyder det som afslutningen på en virkelig ringe morale-fortælling, hvor forfatteren er blevet forudbetalt pr ord og pludselig er rendt tør for penge. Det er bare det, der faktisk skete... Og tankerne om mine unger og den gave vi kan give dem ved at jeg er hjemme, den lyder altså højere end monsteret - Well.... I hvert fald i dag... 

mandag den 7. september 2015

Det der med ikke at sige 'nej'...




Parat, start - sæt igang!!!
Martin og jeg har gennem den sidste tid eksperimenteret rigtig meget med ja-opdragelsen herhjemme... Og det er bare en KÆMPE udfordring - især med en rigtig sund dreng i trodsalderen. 
Vi besluttede os for forsøge at lave en ja-dag, bare for at mærke, hvor mange gange vi egentlig bruger nej - og hvor mange gange det kan undlades. Shit, det er mange gange man bruger 'nej' sådan en dag.
Nej, du må ikke...
Nej, lad være med... 
Nej, den er ikke... 
Nej - stop!!!
Og så videre. 
Men, hvad siger man så i stedet for? 
Vi endte rigtig tit med: 
'Jeg vil ikke have...'
'Man må ikke...'
Hvilket jo i virkeligheden ikke er en pind bedre, fandt vi ud af - og så udvidede vi eksperimentet med at forsøge at fjerne 'ikke' også... Det gav en hel del grineture og sjove formuleringer fra os. Men det gjorde også noget andet, det fik os til at holde pause (det kommer helt naturligt, når man ikke ved, hvad man skal sige) og tænke over, hvorfor vi egentlig sagde nej i den givne situation og tvang os på den måde til at tage stilling til nogle ting vi slet ikke havde tænkt over før - for, hvad vil vi egentlig opnå ved at sige 'nej' og hvordan skal vores 3-årige søn vide det, hvis vi ikke italesætter det?
Det er rigtig let for os, som voksne at sige 'Nej, det vil jeg ikke have at du gør - fordi jeg siger det' eller lignende. Vi ved jo godt, hvorfor man ikke må kravle op på lågen til opvaskeren eller cykle uden cykelhjelm - men det ved en 3årig bare ikke.
 Vi har med dette oplevet, hvordan det virker rigtig positivt, når vi forklarer tingene i øjenhøjde i stedet for bare at sige nej! 
Ud over det forsøger vi at åbne samtalen på en måde, der gør, at T føler sig forstået og ikke føler, at han 'gør noget forkert'. 
Foreksempel:
Jeg kan godt se, du synes det er rigtig sjovt at stå på lågen til opvaskeren, men den kan ikke holde til det og går i stykker. Hvis det er fordi du gerne vil se, hvad jeg  laver, kan vi hente din taburet.
Bum! Så er en dum konflikt undgået. Det virker altså ikke hver gang, men det virker rigtig tit og det er så fedt, at man trænger til en sejrs highfive fra den anden forælder. Og måske en cola efter puttetid:-)
Det er super fedt, at man som forældre stadig kan lære nye ting og måske give sit barn en god og veludstyret værktøjskasse med gennem livet, ved at udfordre og udforske sammen. 
Og så bliver jeg bare ekstra glad for at have mødt Martin, som er rummelig og åben nok til at være med i alle mine indfald og eksperimenter... Jeg er en ret så heldig kone!!!



onsdag den 2. september 2015

Ifavn, blw, sammensovning og anerkendende opdragelse.



Det er ingen hemmelighed, at vi herhjemme er meget sammen - både nat og dag.
Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan (og til tider også, hvorfor) vi har truffet de valg vi har - og jeg er faktisk ofte lidt vævende i mine svar, fordi jeg egentlig ikke helt ved det.
Da vi ventede Teo havde vi begge en forestilling om, at vi ville få et barn og så ville livet egentlig bare fortsætte som før - nu med baby. Vi gjorde værelse klar til ham med alt, hvad der tilhørte inkl tremmeseng. Og flyttede vores egen seng ind i stuen i vores 2,5 værelses lejlighed - for han skulle sove i sin egen seng... Det gør børn jo, tænkte vi. 
Og så kom han - en uge før termin og efter to måneder på langs for at holde ham inde. Vi havde så småt været klar siden jeg var i truende for tidlig fødsel først i uge 26 og siden i uge 30, alligevel blev han på sin plads til en uge før termin. Han blev født som stjernekigger og var lillebitte (2910g) fordi moderkagen havde løsnet sig lidt sidst i graviditeten. 
BUM! 
Så var vi forældre og alt det vi troede vi vidste røg fløjten. 
Han kom jo aldrig til at sove i den seng og da han var fire måneder skilte vi den ad og gjorde Martin og min seng til officiel tre-personers (hvilket den uofficielt havde været fra starten). Jeg tror egentlig ikke der var så meget snak om det - sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Det var bare sådan det virkede mest naturligt. Siden har vi haft det oppe at vende et par gange, men han ligger her altså endnu - i midten - og putter. Sengen er vokset fra 140 til 180 og da Dagmar kom blev den 230, hvilket passer perfekt til fire mennesker. Vi elsker at sove sammen, putte om natten og vågne sammen om morgenen - og begge unger elsker sengetid. Det er så livsbekræftende at ligge i samme rum som dem, man elsker allermest:-)
Blw (baby led weaning) er vi først begyndt på efter vi fik Dagmar. Kunne godt skrive langt og udpenslende om den ekstremt dårlige start på skemad vi havde med Teo og den dårlige samvittighed, der stadig nager, nu, hvor vi ved bedre. Faktum er bare, at vi er klogere denne gang og ventede til Dagmar var 6+ måneder før vi introducerede hende for andet end bryst. Nu får hun stort set det samme som os og spiser selv. Grød er først introduceret senere i forløbet og kun som morgenmad og snack før sengetid. Vi har så vidt muligt holdt os fra at fodre hende, men i stedet fyldt skeen og ladet hende selv styre den. At vi valgte denne tilgang til mad var et resultat af min trang til research og angst for gentagelse af den trælse oplevelse vi havde sidste gang. 
Det har været SÅ positivt og sjovt at gøre tingene på denne måde, at vi helt sikkert gør det igen næste gang - igen falder det os meget naturligt at gøre tingene på vores børns præmisser.
Den sværeste at forklare/forsvare er den anerkendende opdragelse. Jeg har et SUPER iltert temperament og har nok siden vi fik Teo (som har arvet sin mors temperament) søgt efter en måde at tøjle mit temperament samtidig med at jeg kunne lære Teo at håndtere sit - bedre end mig. Generelt har vi fra starten forsøgt at anvende den anerkendende tilgang - sådan helt naturligt og uden at vide, at det var det vi gjorde. For eksempel har vi begge blankt afvist at bruge 'Godnat og sov godt' metoden (får ondt i maven bare ved tanken, for synes det er SÅ synd for de børn). Det betød at vi hoppede/vuggede Teo i søvn i et år. Dagmar på 10,5 måneder ammer keg stadig i søvn om aftenen og det er så hyggeligt.
Vi forsøger at vise - indtil videre er det jo kun Teo, for Dagmar er endnu for lille - at vi ser, hører og anerkender ham. I stedet for at skælde ud og råbe (også når han gør det) så snakker vi om tingene og forsøger at finde ud af, hvorfor det gik som det gik - i retningen af: jeg kan godt forstå du er vred nu, for du havde det lige så hyggeligt ude i sandkassen  og det er ok! - men nu skal vi ind og spise og det bliver også hyggeligt, for vi skal fortælle far om den tur du var på med børnehaven'. Det hjælper virkelig meget i mange situationer og jo mere Martin og jeg øver os - des bedre bliver vi og i sidste ende betyder det, at færre konflikter når at eksalere. Win/win!!! Men, dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring :-)
Bogen 'En Blid Start' har været vores (mest min) guide og go-to bibel, når det kommer til vores unger og jeg har manglet værktøjer. Den er fantastisk! Hvilket facebook gruppen 'ifavn' også er.
I forhold til BLW har vi brugt nettet og 'Jeg kan godt selv' bogen - som er let læst og giver alle svar. Hvis ikke det er nok har vi brugt facebook gruppen 'baby lead-weaning dk'. 
Bogen 'Drop Opdragelsen' ligger gratis på ereolen (som lydbog tror jeg) og den står næst på listen.

Det er i virkeligheden ikke så bevidste valg vi har taget, men en naturlig udvikling i vores tilgang til ungerne og hverdagen. Jeg tror vi begge to ønsker - på hver vores måde - at give vores fælles børn den tryggeste, varmeste og bedste opvækst vi kan. Sådan som langt de fleste forældre gør.

Klem fra hippiemor / klidmoster eller hvad du kan finde af seje navne ;-)



Linkwithin

Relaterede indlæg: