At uddanne sig direkte ud i arbejdsløshed og om, at mit barn skal i dagpleje lige om lidt...
Måske er det al fritiden og de snarligt opbrugte fødsels-SU-klip, der sætter tankerne i gang, eller måske er det bare en naturlig ting, når afslutningen på noget kendt nærmer sig?
Min hjerne kører i hvert fald i ring i disse dage, i ring omkring økonomi, snarlig skolestart for Martin og jeg, hvilket betyder dagpleje for Teo og ikke mindst fremtiden, når vi bliver færdige med vores uddannelser til sommer 2014. Vi bliver begge færdige med humanistiske uddannelser i hhv engelsk/nordisk (mig) og engelsk/historie (Martin) - og hvad så? For jobbene som underviser hænger ikke på træerne... Det gør jobbene i al almindelighed jo ikke i øjeblikket... Skal vi så bare gå hjemme med al den kompetence og viden vi har indsamlet de sidste fem år og kigge på hinanden? Og diskutere romantisk digtning og identitet i postmoderne litteratur sammen? Jeg er med andre ord hunderæd, fordi jeg har valgt en uddannelse jeg elsker iden at tænke på fremtiden i stedet for at bruge fem år på noget jeg ikke interesserer mig for, men som har jobgaranti... Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der kan se mine kvaliteter og hvad jeg kan tilbyde? Har jeg valgt forkert? Skulle jeg have været mere fremadskuende, da jeg startede på Uni? Og hvad med økonomien? Ikke kun, når vi er færdige, men også nu, når der ikke er flere fødsels-klip... Og ikke noget job i den anden ende?
Kan mærke, at mit hoved snurrer og spinner omkring disse ting - især om natten og aftenen, når lyset er slukket, eller som nu, hvor Teo ligger og sover... En dejlig gave fra min lille far, som gør det samme:-)
Når det ikke er penge og fremtid, der nager, så er det den forestående start på dagpleje, der viser sig fra sin grimmeste side... Og den gør ondt!!!
- Hvad nu, hvis hun ikke kan lide ham?
- Hvad nu, hvis han kan lide hende bedre end mig?
- Hvem skal trøste ham, når han er ked af det?
- Og putte ham på den måde han bedst kan lide?
Jeg er ikke klar til at give ham fra mig og lade en anden få glæden af alle de små, vidunderlige ting han gør - og selv gå glip af dem!
Den realistiske og voksne del af mig ved jo godt, at det er godt for både ham og os - men det gør det ikke lettere for den del, der bare vil kysse og kramme ham hele tiden!!!
Skal virkelig arbejde med mig selv!
Men efter at have ligget i 2,5 måneder og forsøgt at holde ham inde til uge 37, to indlæggelser med veer, en stjernekigger- fødsel, kolik, ondt i ryggen, RS-virus og opkast/spiseproblemer, så vil jeg bare helst selv (med Martin), så jeg er sikker på, at det hele går som det skal fra nu af!!!
Vi har valgt 'I favn' eller 'Attachment parenting', som det hedder på engelsk, hvilket betyder, at vi forsøger at opdrage ham så blidt og trygt som muligt - han sover hos os og vi foretrækker at gå med ham i meitai frem for barne- og klapvogn, når det er muligt... Der er også mere distrahering end egentlig disciplinering i den måde vi opdrager på, men vil dagplejeren forstå det? Og vil det være muligt, at fortsætte med at holde ham fra sukker? Synes der er så mange ting, der er uvisse, når man overlader sit barn til en anden - og en som man ikke kender oveni købet...
Puha!!! Trængte lige til at få luft... Det var jo egentlig ikke meningen, at bloggen skulle bruges til den slags, men det kogte lige over og spildtes ud over tasterne... Ups...
Godweekend:-)
