Ifavn, blw, sammensovning og anerkendende opdragelse.

Det er ingen hemmelighed, at vi herhjemme er meget sammen - både nat og dag.

Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan (og til tider også, hvorfor) vi har truffet de valg vi har - og jeg er faktisk ofte lidt vævende i mine svar, fordi jeg egentlig ikke helt ved det.

Da vi ventede Teo havde vi begge en forestilling om, at vi ville få et barn og så ville livet egentlig bare fortsætte som før - nu med baby. Vi gjorde værelse klar til ham med alt, hvad der tilhørte inkl tremmeseng. Og flyttede vores egen seng ind i stuen i vores 2,5 værelses lejlighed - for han skulle sove i sin egen seng... Det gør børn jo, tænkte vi. 

Og så kom han - en uge før termin og efter to måneder på langs for at holde ham inde. Vi havde så småt været klar siden jeg var i truende for tidlig fødsel først i uge 26 og siden i uge 30, alligevel blev han på sin plads til en uge før termin. Han blev født som stjernekigger og var lillebitte (2910g) fordi moderkagen havde løsnet sig lidt sidst i graviditeten. 

BUM! 

Så var vi forældre og alt det vi troede vi vidste røg fløjten. 

Han kom jo aldrig til at sove i den seng og da han var fire måneder skilte vi den ad og gjorde Martin og min seng til officiel tre-personers (hvilket den uofficielt havde været fra starten). Jeg tror egentlig ikke der var så meget snak om det - sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Det var bare sådan det virkede mest naturligt. Siden har vi haft det oppe at vende et par gange, men han ligger her altså endnu - i midten - og putter. Sengen er vokset fra 140 til 180 og da Dagmar kom blev den 230, hvilket passer perfekt til fire mennesker. Vi elsker at sove sammen, putte om natten og vågne sammen om morgenen - og begge unger elsker sengetid. Det er så livsbekræftende at ligge i samme rum som dem, man elsker allermest:-)

Blw (baby led weaning) er vi først begyndt på efter vi fik Dagmar. Kunne godt skrive langt og udpenslende om den ekstremt dårlige start på skemad vi havde med Teo og den dårlige samvittighed, der stadig nager, nu, hvor vi ved bedre. Faktum er bare, at vi er klogere denne gang og ventede til Dagmar var 6+ måneder før vi introducerede hende for andet end bryst. Nu får hun stort set det samme som os og spiser selv. Grød er først introduceret senere i forløbet og kun som morgenmad og snack før sengetid. Vi har så vidt muligt holdt os fra at fodre hende, men i stedet fyldt skeen og ladet hende selv styre den. At vi valgte denne tilgang til mad var et resultat af min trang til research og angst for gentagelse af den trælse oplevelse vi havde sidste gang. 

Det har været SÅ positivt og sjovt at gøre tingene på denne måde, at vi helt sikkert gør det igen næste gang - igen falder det os meget naturligt at gøre tingene på vores børns præmisser.

Den sværeste at forklare/forsvare er den anerkendende opdragelse. Jeg har et SUPER iltert temperament og har nok siden vi fik Teo (som har arvet sin mors temperament) søgt efter en måde at tøjle mit temperament samtidig med at jeg kunne lære Teo at håndtere sit - bedre end mig. Generelt har vi fra starten forsøgt at anvende den anerkendende tilgang - sådan helt naturligt og uden at vide, at det var det vi gjorde. For eksempel har vi begge blankt afvist at bruge 'Godnat og sov godt' metoden (får ondt i maven bare ved tanken, for synes det er SÅ synd for de børn). Det betød at vi hoppede/vuggede Teo i søvn i et år. Dagmar på 10,5 måneder ammer keg stadig i søvn om aftenen og det er så hyggeligt.

Vi forsøger at vise - indtil videre er det jo kun Teo, for Dagmar er endnu for lille - at vi ser, hører og anerkender ham. I stedet for at skælde ud og råbe (også når han gør det) så snakker vi om tingene og forsøger at finde ud af, hvorfor det gik som det gik - i retningen af: jeg kan godt forstå du er vred nu, for du havde det lige så hyggeligt ude i sandkassen  og det er ok! - men nu skal vi ind og spise og det bliver også hyggeligt, for vi skal fortælle far om den tur du var på med børnehaven'. Det hjælper virkelig meget i mange situationer og jo mere Martin og jeg øver os - des bedre bliver vi og i sidste ende betyder det, at færre konflikter når at eksalere. Win/win!!! Men, dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring :-)

Bogen 'En Blid Start' har været vores (mest min) guide og go-to bibel, når det kommer til vores unger og jeg har manglet værktøjer. Den er fantastisk! Hvilket facebook gruppen 'ifavn' også er.

I forhold til BLW har vi brugt nettet og 'Jeg kan godt selv' bogen - som er let læst og giver alle svar. Hvis ikke det er nok har vi brugt facebook gruppen 'baby lead-weaning dk'. 

Bogen 'Drop Opdragelsen' ligger gratis på ereolen (som lydbog tror jeg) og den står næst på listen.

Det er i virkeligheden ikke så bevidste valg vi har taget, men en naturlig udvikling i vores tilgang til ungerne og hverdagen. Jeg tror vi begge to ønsker - på hver vores måde - at give vores fælles børn den tryggeste, varmeste og bedste opvækst vi kan. Sådan som langt de fleste forældre gør.

Klem fra hippiemor / klidmoster eller hvad du kan finde af seje navne ;-)