Hvor lagde jeg mit filter?

Puha! - Nu bevæger jeg mig lige HELT udenfor mit område og skriver om noget, der ellers ikke normalt fylder herinde.

Grundet mit studie har jeg brugt rigtig meget tid på at analysere og overveje de sociale medier og vores brug af dem (skrev den flittige bruger af IG, Facebook og bloggermor).

Jeg er ret påpasselig med de billeder jeg lægger ud og hvad jeg skriver/liker/blander mig i, for jeg ved, at det store usynlige edderkoppespind, der i dag er spændt ud over vores verden, det vi kalder www - det glemmer aldrig! Vi kan slette så lystigt vi vil, men tingene forsvinder bare ikke af den grund. I hvert fald ikke helt. 

Og hvad er det lige præcis, der sker med folk, når de sidder bag skærmen (forholdsordet BAG er virkelig dækkende i denne sammenhæng). Vi mister ligesom vores naturlige filter - og reaktionstiden er minimal. Der skal ikke først skrives, puttes i kuvert og lægges i postkassen - vi skal end ikke gå nogetsteder hen eller overveje, om det virkelig er noget vi har en valid mening om, som andre er interesserede i - eller en mening som vi selv ønsker forbundet til os for altid.

BUM!

Har du en mening, så kan den deles prompte gennem de sociale medier. Og den mulighed for konstant at 'være på', konstant at kunne deltage og ytre sig har - efter min mening - fjernet fileret og rykket den sociale norm et par hundrede meter! 

Hele dette issue er vældig omdiskuteret  i øjeblikket - med god grund. For hvad bliver konsekvenserne for de generationer, der vokser op i denne 'onlinealder' - skriver jeg og føler lidt, at jeg lyder som en på 80. 

Selv overvejer jeg ofte (og sletter tit) kommentarer på diverse medier i hht min mantra: Ville jeg sige dette til personen i virkeligheden? Men også her er grænsen tåget for mig - mange af dem/jer jeg følger på IG kender jeg jo reelt ikke og alligevel liker og kommenterer jeg billeder af børn, mad og kreative syslerier i et væk... Og det ville jeg jo ikke gøre IRL. 

Det handler måske i virkelighedenere om at kunne stå inde for det man skriver og mener. Selvcensur er bare noget jeg sætter enormt højt, fordi jeg har valgt at være en del af så mange sociale webbaserede platforme. 

Måske gælder det gamle mundheld: Tale er sølv men tavshed er guld, stadig i visse henseender?

Ellers har min skønne (meget private men til tider befriende bramfri og meningsstærke) søster lært mig min vigtigste lektie - en jeg endnu ikke mestrer til fulde. Den hedder, at jeg altid skal spørge mig selv, om det jeg har at sige er interessant for andre - og omvendt altid interessere mig oprigtigt for det, andre siger <3