Piiiiift!!!

Ok, man ved altså bare, at man har levet i en alt for lille boble bestående af joggingbukser, fedtet hår og kærestens t-shirts i aaaaalt for lang tid, når ens venner ikke længere kan kende en, når man møder dem og rent faktisk er både friseret og har mascara på!!!
Muligvis er jeg blevet lidt for magelig, når det kommer til påklædning i det sidste 1,5 år... Og makeup-pungen har heller ikke været flittigt brugt (har foreksempel ikke haft brug for at købe ny mascara siden vi fik Teo, bare for at give en ide om udstrækningen)... Har været rigtig god til at overse huller og pletter, for med små børn kommer der altid flere pletter og større huller.
Og så er det jo, at jeg undre mig lidt over, at jeg nu, hvor jeg endelig har en hud, jeg kan se på i spejlet uden at blive i dårligt humør OG en krop, der er tilbage på samme vægt som præ-Teo, ikke lige strammer ballerne (som givet er lidt mindre spændstige end for bare tre år siden) og gør noget ud af mig selv???
Lovede faktisk Martin, at jeg ikke ville blive en af 'de der mødre' med joggingbukser i Brugsen og fedtet hår i afleverings- og hentesituationer... Og at jeg ville gå mere i kjoler, når nu jeg har et helt skab fyldt... Og at jeg ville prøve at sætte mit hår i en anden frisure end en bunke ovenpå hovedet holdt på plads af hvad end jeg kunne finde af snor/elastik/stofrest eller deslige... Men det skete bare alligevel... Jeg er blevet en af 'de der' mødre og jeg er i ret lang udstrækning ligeglad...
Men så var det jo, at jeg mødte en jeg kender, på en af de dage, hvor håret faktisk sad pænt og der var mascara på vipperne OG jeg var iført kjole... Og så kunne han ikke kende mig; "Ej, Anne... Jeg kunne slet ikke kende dig med makeup på. Du ser så frisk ud"... Og det var helt sikkert ment som en kompliment, men der stod jeg bare med åben mund og tænkte: "Ser jeg normalt så træt ud? Hvornår havde jeg sidst makeup på? Har jeg egentlig flere rene joggingbukser?"
Jeg har jo helt glemt, hvor dejligt det er, når Martin kigger på mig og siger, at jeg ser smuk ud (ikke fordi han ikke siger det jævnligt) 0g jeg rent faktisk føler mig smuk. Eller når der er en, der kigger en ekstra gang efter mig på gaden (eller i Brugsen, for det er vist det vildeste jeg kommer ud de fleste dage). Derfor har jeg pakket alle mine kjoler ud, investeret i tre par nye strømpebukser og en ny mascara, så jeg kan finde den gamle Anne frem fra gemmerne og måske være lidt mindre mor-Anne i hvert fald udenpå :-)

Kram Anne