Artikel gik lige i hjertet på mig og resulterede i en lang og søvnløs nat, med tankerne buldrene rundt i hovedet på mig.
Der stod jo mine tanker, sort på hvidt, om man så kan sige. Artiklen er en forløber for en bog, der snart udkommer og handler om, børn i institutioner og om, at være hjemmegående mor/far i de år, hvor børnene er små og har brug for en.
Og ved I hvad? Jeg er en af dem, hvis hjerte bløder og som selv græder, når døren til dagplejeren lukkes - selv om hun er en vidunderlig kvinde og jeg ved, at Teo er tryg hos hende! Teo har godt af at være der nogle timer om dagen - og jeg bliver også en bedre mor for ham, når jeg får lidt pusterum. Men alligevel er jeg hver dag taknemmelig for, at både Martin og jeg er studerende og derfor har mulighed for at hente Teo tidligt og aflevere ham sent, så han har mest muligt tid med os!
Og så var det jo jeg tænkte, på det der med at være hjemmegående mor mens mine børn er små - og det virkede bare som noget, der var rigtigt... Men må man godt tænke sådan idag? Når man bliver kandidat til sommer og lige er klar til arbejdsmarkedet? Og når man faktisk glæder sig til at se, hvad arbejdslivet gemmer og hvad man har arbejdet hen imod de sidste 5 år? Må man godt pludselig ændre mening og bare gå hjemme i flere år, fordi man har lyst til at være sammen med sine børn? Være den, der trøster og putter til middagslur? Eller er det en falliterklæring i 2013, at man er mest mor og mindre Anne i nogle år? Og hvad med økonomien?
For jeg vil jo helst bare være mor, hele tiden... Og jeg hader at aflevere mit barn til andre. Men må man godt sige det højt? At man overvejer bare at blive hjemme? Og være mor? Hele tiden?
JA det må du sige højt! Din omverden er måske ikke nødvendigvis forstående... men det er dit liv, dine børn og din familie. Det er så få år de er små, og vi skal være på arbejdsmarkedet i mange, mange, mange år. Jeg glæder mig til at læse bogen - og ja, jeg går hjemme med vores datter lige nu ;-) Men det gjorde jeg ikke med vores dreng, og han er aldeles velfungerende, selvom han har været i vuggestue, børnehvave og nu skole ;-) Jeg tror det er meget individuelt hvad der er bedst for den enkelte familie. Jeg glæder mig til at læse bogen.
SvarSletJeg må vist snart se at få skrevet mit eget blogindlæg om det... :-D
Håber I finder en god løsning :-)
De bedste tanker herfra,
Mette
Tak for det, Mette! Jeg er så glad for din kommentar. Det er godt at høre, at aendre vælger det samme, for selv om jeg gerne vil være helt ligeglad med andre folks meninger, så er jeg det altså ikke helt endnu!
SletHvad hedder din blog? Jeg vil rigtig gerne følge med, så jeg kan læse dit indlæg, når du får det skrevet :-)
Hav en dejlig dag:-*
Kram Anne
Nej! Det er overhovedet ikke forbudt, forkert eller dumt at have de tanker. Det er ingen hemmelighed, at det er vores drøm, at jeg kunne gå hjemme. Desværre er det nok ikke en mulighed for os økonomisk, og det er egentlig nok også her humlen ligger: det er ikke mange, der i dag kan klare sig for kun én indkomst.
SvarSletJeg hørte for nogen tid siden Mads og Monopolet, hvor de talte om samme dilemma: Kunne en kvinde gå hjemme et år eller to og prioritere familien på trods af, at hun havde et godt betalt job? De var meget splittede, men det der ramte mig, var Susanne Bjerrehus holdning om, at kvinde slet ikke ville være noget uden et job. Jeg blev mildest talt RASENDE. Jeg synes det er en utroligt kvindeundertrykkende holdning (modsat hendes intention, selvfølgelig) for jeg synes netop, at det er en velovervejet handling, hvis man gør det. Der er næppe nogle mænd, der presser kvinden til at gøre det i dag. I øvrigt synes jeg hun er den sidste kvinde i dette land, der kan belære andre om, hvordan man skal præge sine børn... og den vil jeg så lade stå i stilhed.
Nå, det blev en rigtig lang smøre. Summa summarum: hvis I vælger det, tager jeg hatten af for jer, og vil have en snert af misundelse ;-) Man komme ikke sovende til det som hjemmegående mor med børn der skal stimuleres og en hverdag der skal fyldes ud, så overvej du bare aat sige det højt!
Hej Stinemor! Tusind tak for det meget seje svar! Vores problem kommer også til at blive økonomien, men arbejder hårdt på at få firma op at stå, så jeg kan tjene lidt uden at Teo behøver at være i institution. Hedigvis har i nu en rigtig dejlig dagplejemor, som han er hos hver formiddag og så er mine forældre rigtig søde til at tage ham, når vi har ekstra travlt. Men det gør altså stadig ondt på mig at skulle aflevere ham om morgenen.
SletOg FY til Susanne Bjerrehus - det var dog grimt sagt! Håber snart der bliver plads i samfundet til de kvinder, der ønsker at prioritere deres familier!!! Man kunne evt lade de penge det koster at få passet sit barn følge barnet, også, hvis moderen selv passer det? Det ville da give mange flere kvinder muligheden for at blive hjemme :-)
Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min første datter for 20 år siden. Jeg var f.eks. slet ikke færdig med at amme da jeg efter et halvt års barsel skulle aflevere hende i dagpleje og tilbage på arbejde. Jeg bandede rødstrømperne langt væk. Så jeg ved præcis hvordan du har det. Jeg har nu 3 børn på 20, 17 og 10 år. De har bestemt ikke taget skade og det har jeg nok heller ikke. Det er helt klart situationen man er i på det enkelte tidspunkt, økonomisk og uddannelsesmæssig, der gør beslutningen svær. Det kan godt være at økonomien bliver lidt stram og at det kan blive lidt svært at komme i arbejde den dag du vil ud på arbejdsmarkedet igen. Men den tid, den sorg/glæde. Du skal gøre lige det du har lyst til og mulighed for. Der sker så mange forandringer hele tiden så vi aner jo ikke hvordan det hele ser ud når dine børn er blevet voksne. Så GØR DET hvis både du og din mand er enig om det for børnene bliver bare så hurtig store og du kan aldrig gøre det om. Held og lykke med din beslutning.
SvarSletTusind tak for din søde kommentar, Karina!
SletDet er så skørt, at jeg stadig går så meget op i, hvad andre tænker... Men det gør jeg. Og nogen gange er dt bare rigtig godt, at høre andres mening også, når man står overfor store beslutninger :-)