I snart 3,5 år har min vigtigste og største rolle været at være MOR - først for Teo og nu også Dagmar. Og jeg elsker det... Men hvor er det bare hårdt og hvor gør det bare ondt!
Jeg elsker mine unger over alt på jorden og mit største og mest brændende ønske er, at være en kærlig, nærværende og anerkendende mor for dem - hele tiden. Men jeg er kun et menneske - og et uperfekt et af slagsen. Et, der råber og skælder ud. Et, der mangler overskud. Et der ofte græder om aftenen, fordi jeg igen har skuffet mig selvom rollen som mor.
Jeg har altid villet være bedst til alt og har alle dage været mester i at koge suppe på mine fejltagelser og dumheder. Efter jeg er blevet mor er det virkelig vokset - det det med at sidde om aftenen og granske hver eneste øjeblik af dagen, hvor jeg ikke har levet op til det jeg gerne vil være som mor. Jeg er rædselsslagen for at ødelægge mine børn. For at ødelægge deres selvtillid eller gøre dem kede af det på en uoprettelig måde.
Det gør ufattelig ondt at være mor. Og i perioder som denne - hvor hele familien er mærket af omvæltninger som nye dræn, fjernelse af polypper, fars nye arbejde, ny hverdag og nye rutiner - så er det bare ekstra svært, smertefuldt og trættende.
Jeg elsker mine unger.
Jeg elsker at være mor...
Men jeg er SUPER dårlig til det... Altså ikke i den forstand, at jeg er en dårlig mor. Jeg kan bare ikke finde ud af at 'bare være' mor... At følge min intuition og være i nuet med ungerne og lade resten af rodet/opgaverne/omgivelserne være, hvad de er...
Jeg har ondt i hjertet... Helt ind, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal nå ind... Fordi jeg ved, at mine unger er afhængige af mig - og jeg er en stor bunke rod. I øjeblikket handler det om, at få en sund hverdag til at hænge sammen, at give vores tre-årige faste rammer og grænser, så vi kan komme gennem hans grænse-testende og mor-udfordrende alder uden alt for mange skrammer. At finde ud af, hvordan normeringen 1:2 (voksen:børn) løses bedst, når vi har været vant til 2:2 opstillingen. Det kan virkelig mærkes på storebror, at han mangler den 1:1 tid han er vant til.
Det er nu, at det er op til Martin og jeg, at skabe sunde og kærlige rammer for vores børn - på de nye præmisser. Det er op til os at være de voksne - de ansvarlige. For vores unger!!! For hinanden - for vores familie.
Jeg elsker mine unger og det gør ondt! Men jeg ville aldrig være foruden. Og jeg kæmper hver dag for at blive stærkere og bedre for dem. Og for Martin.
Anne.
SvarSletJeg er sikker på at du er en fantastisk mor. At være mor er også at kunne rumme, når alting ikke går som planlagt. Nogle gange skal ens børn også se, at man er usikker. I sådanne usikre perioder, må man acceptere at det eneste man muligvis kan give er kærlighed. Hvis man ikke kan give de samme fysiske rutiner, så kan man give kærlighed - og den kan se ud på forskellige måder, men den der lige værdifuld! Vi har rejst meget med Selma gennem de sidste to år, og vi har på de rejser nogen gange ikke haft andet at give end kærlighed. Hun er blevet flået ud af rutiner, institutioner, sin seng midt om natten og så videre. Jeg har, som du, været nervøs for om jeg ødelægger hende, men er kommet frem til at hun, når hun er sammen med os og kan mærke vores kærlighed, nok skal klare det.
Alle råber en gang i mellem. Sådan er det. Så længe man ikke råber hele tiden, og man så håndterere at man har hævet stemmen over for barnet efterfølgende, så synes jeg at det er helt fint.
Kram
Tak😘 Der er bare perioder, hvor det er sværere end andre - det hele. Og sådan er det i øjeblikket herhjemme. Det er så *øv bare at føle sig utilstrækkelig konstant :-/
Slet