I dag kom jeg (selv om jeg jo godt ved, at jeg skal lade være) til at læse et uhyggeligt og meget urovækkende opslag på facebook om en mand, der havde forsøgt at snuppe to drenge fra en legeplads. I går var det et kort glimt af et afsnit SUV om børn... Og dagen før var det helt sikkert noget helt tredje.
Hvis jeg kun ville jeg bære dem begge på mig hele tiden og ALDRIG nogensinde lade dem ude af syne - eller bare gå ud. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal klare det, når Svesken skal til at gå til og fra skole selv - eller fritidsaktiviteter... Eller endnu værre, når de bliver store nok til at gå i byen, til fest eller tage ind til byen for at shoppe (eller hvad de bu finder på).
Hvorfor var der ingen, der advarede om den urANGST, det vækker i en at være mor? Og hvad fanden gør man med den? Skal man bare gå rundt i en konstant tilstand af rædsel resten af livet? Ja, jeg spørger bare...?
Prøver lige at være lidt humoristisk om omkring det, men det er faktisk ramme alvor - og jeg har ret svært ved at håndtere det på en voksen måde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar