Hvad jeg ikke helt havde forventet eller i virkeligheden måske overhovedet overvejet sådan rigtigt det er andre folks reaktioner. Overvejende de er de egentlig ok positive eller lettere spørgende på den der 'men vil du ikke gerne ud og arbejde'-måde men ind imellem er der de der rigtig trælse reaktioner - og de sidder altså bare bedre fast end de andre.
Og øv, hvor kan det bare gøre mig rigtig ked af det. Faktisk så meget, at jeg kan mærke noget, der har ændret sig indeni mig. Det skulle jo ellers være en dejlig og lettende beslutning at tage. Noget der skulle gøre os glade og afslappede... I stedet mærker jeg, hvordan jeg spænder op både fysisk og psykisk, hvordan jeg gør mig hård og hæver paraderne som en selvfølge, hver gang jeg skal 'indrømme' overfor nogen, at vi har besluttet, at vi vil gøre det sådan.
Det der rammer hårdest er ikke folk, som mener, at jeg ikke gider at arbejde eller at børn skal i institution for at blive stimuleret eller lære at være sociale - for det er ikke min overbevisning (og ved i hvert fald, at jeg ikke er doven). Det, der rammer hårdest er, når folk siger, at keg gør det for min egen skyld og ikke børnenes?!? WHAT?!! Har jeg så lyst til at råbe og dunke dem i hovedet med et oppusteligt bat!!! For min skyld... JA sgu da. Tiden kommer ikke igen og barndommen kan ikke gentages. Jeg ønsker at være en så stor del af mine ungers liv som muligt - især når de er små og har brug for deres mor!!! Men kun for min skyld - HELL NO!! Jeg ved, at mine unger ikke har brug for 38+ timers uger i institution med 20-30 andre unger og alt for få voksne (tag ikke fejl - de fleste af de voksne er fantastiske og elsker vores børnehave). Jeg kan kun tale for os og sige, at det er vores valg! Så afsnit 5 af 'Sådan er det' og det blev enden på vores diskussion. BUM.
Jeg er stolt af og står ved vores valg - og respekterer andres anderledes valg, hvis de gør det samme ved mig.
Jeg bliver bare rigtig ked af, at skulle forsvare valget overfor nedladende og usaglige kommentarer. At du ikke er enig, det er så fint - og spørg endelig gerne ind, hvis ikke du forstår vores valg, men respekter det i det mindste, som jeg respekterer dig og dit valg!
Tak :-)
Ej, hvor lyder det som da jeg sad som 21 årig og skulle forklare OG forsvare over for mine uforstående og himlende veninder, at min dengang kæreste, nu mand, havde fællesøkonomi. Som i ægte fællesøkonomi. Med fuldmagter til hinandens konti og dankort tiæ samme konto. Det syntes de var så underligt og nærmest undertrykkende for mig, da jeg jo så bare ikke kunne shoppe som jeg havde lyst til.. suk.
SvarSletJa, det er nu sjovt, hvordan alle ens personlige beslutninger pludselig er 'up for debate'...
SletMan kan gang på gang blive overrasket over hvor meget folk synes, de har lov til at blande sig. Vi er f.eks. ved at kigge på hus, og jeg har da aldrig fået så mange 'gode råd' med på vejen uden selv at have bedt om dem. Jeg kan godt acceptere spørgsmål som 'har i mon overvejet sådan og sådan?' eller 'hvorfor har i nu lige præcis valgt sådan og sådan?'. Men folk som tørt konstaterer 'ej det bliver I træt af' eller 'ej sådan gjorde vi slet ikke' - SUK! Hvad skal jeg bruge det til? Hvorfor siger du det til mig? Og jeg kunne forestille mig at det kun var værre når det handler om børn/børneopdragelse/familieliv, der er alligevel lidt flere følelser på spil. Øv Anne! Men dejligt hvis I kan få det til at gå op - det kan ikke være så nemt.
SvarSletSpændende med hus!!! Og, ja... Sjovt, hvordan folk bare ikke rigtig har noget filter længere. Heller ikke, når det gælder ansigtsudtryk og kropssprog 😂
SvarSlet