Ok, nu siger jeg det altså bare...

Uden filter og med chancerne for at blive vældig upopulær. Men giv endelig din mening til kende - jeg vil rigtig gerne høre, hvor andre står i denne debat!

De fleste har nok, hvis ikke fulgt med i, så i hvert fald hørt om, debatten i forhold til det, at holde ferie uden børn.
Hvis ikke du har hørt/læst om det, kan du læse her:

Artikel fra Den Korte Avis
Debat om hvorvidt det er ok, at forældre holder ferie uden deres børn fra go.TV2.dk
Og Lola Jensen på go.tv2.dk

Og her kommer den så, min mening. På den direkte måde:
Det er ikke ok!!!
Jeg er godt klar over, at det handler om mere end bare, hvorvidt man kan sende sit barn i institution, mens man selv sidder hjemme og holder ferie (hvad end det indebærer).
Der er flere sider til sagen

• Føler man, som forældre, at man kan leve op til samfundet forventninger om hvordan man skal være sammen med sit barn i ferierne?
• Hvordan aktiverer/stimulerer man sit barn hjemme i flere uger i træk?
• Har man råd til at 'gøre alle de ting de andre gør'?
• Hvornår skal man selv lade op?

Og helt sikkert mange flere, som jeg ikke lige har fået med - men helt ærligt... Får man ikke børn, fordi man gerne vil være sammen med dem - mere end alle andre?

Sådan set i bakspejlet er nogen af mine bedste minder ikke fra hverken udlandet, dyre hoteller eller ferier eksotiske steder, men fra vores sommerhus i Nordjylland, hvor vi tilbragte HVER sommerferie sammen. Vi har en enkelt gang været i Frankrig og jeg husker det svagt. Men de bedste minder, dem, som jeg deler med min kæreste, når vi snakker om, hvad vi gerne vil give videre til vores børn, er fra et lille træhus i Strandby, som min morfar har bygget med egne hænder og, hvor der altid var sand på gulvet og for lidt varmt vand.

Vi har aldrig været i institution i sommerferierne og det kommer mine børn heller ALDRIG!!! Med mindre de selv spørger - men er der i virkeligheden nogen børn, der gør det? (og jeg spørger oprigtigt).

Min pointe er nok i virkeligheden, om ferie ikke netop handler om lykken i, at kunne være sammen som familie en hel masse dage i træk - og bare være. Der behøver jo ikke at ske noget vildt hver dag - eller de fleste dage, eller måske overhovedet... 

Er det virkelig mentaliteten i dag, at man 'skal have ferie fra sine børn'? Hvornår skal børnene så have ferie? Og lade op?

For mig er ferie, at være sammen med min familie og hygge. Vi skal i sommerhus med min familie en uge og til Hammerum og besøge Martins familie en uge - ikke særlig eksotisk, men FANTASTISK!!! De andre uger skal vi bare være hjemme og pakke, og flytte og hygge sammen. Og jeg glæder mig altså ret meget. Til at kunne kysse min søn hele dagen og kigge på ham, når han sover til middag og nyde vores sidste sommerferie som familie på tre - og familie, hvor de to voksne er studerende. 

Jeg føler bare, at i hele den mentalitet, hvor man hele tiden skal prioritere sig selv og forholdet og hvor man skal finde hinanden igen. Hvor man sætter sig selv først og hvor livet ikke behøver at ændre sig, fordi man får børn, der bliver børnene glemt. De har jo ikke selv bedt om at være her... Og det bedste for dem er vel at være sammen med deres familier? Dermed ikke sagt, at man ikke kan sende børnene på ferie hos deres bedsteforældre eller sende dem i institution i et par dage, så man kan få ordnet nogle ting, der bare går hurtigere uden børn og ikke er børnevenlige... Det kan jeg i vid udstrækning godt forstå - og kommer nok også til at sende mine unger til deres bedsteforældre - fordi det er FEDT for DEM. Men at holde tre ugers ferie mens mine børn er i dagpleje/vuggestue/børnehave eller, hvad det nu måtte være, det kan jeg ikke forstå eller forsvare. Synes i virkeligheden, at sådanne forældre skulle skamme sig - og det er min ærlige mening!!! Som jeg nu sender med ekspresfart ud i cyperspace, så alle kan se det... Mens jeg ironisk nok sidder og læser til eksamen i PR...