Dette indlæg var egentlig tiltænkt en anmeldelse af bogen 'En blid start', men noget mere presserende meldte sig på banen efter et opkald fra en, der bekymrede sig om mig.
Jeg må ærligt indrømme, at indholdet af opkaldet kom meget bag på mig og pludselig rejste en masse spørgsmål i hovedet på mig... Opkaldet omhandlede min profil på facebook og på instagram.
Jeg har altid forsøgt at være ærlig og humoristisk i mine opdateringer - der måske indeholder riiiimelig mange referencer til mit barn og også billeder af samme, men det er jo bare fordi jeg er stolt og fordi det er ham, der fylder min hverdag. Men at jeg bliver for personlig og måske udleverer mig selv, det har jeg aldrig overvejet, for jeg skriver jo ikke mere end jeg kan tåle at høre igen - og folk er velkomne til ikke at læse og forholde sig til det.
Alligevel satte det tankerne i gang, for, hvor går grænsen egentlig? Er det for meget, når jeg beder om råd til, hvordan jeg får mit barn til at spise (med lidt humor og sarkasme i formuleringen)? Eller, når jeg fortæller, at jeg har været sur og tvær en morgen? Er det ok at 'prale' med det håndarbejde man laver? Eller lægge virkelig mange billeder ud af sit fantastiske barn? Hvornår overskrider man grænsen - og hvem bestemmer egentlig det?
I bund og grund handler det nok om, at opkaldet ramte den lille, usikre pige, der ikke havde det let i folkeskolen lige i maven.
Men altså, hvor GÅR grænsen? Og er instagram, facebook og så videre ikke bare legepladser for ekshibitionister, der i forskellig grad giver verden mulighed for at kigge ind i deres verden - mere tykkere eller tyndere filter? Skal man virkelig gå op i, om nogen ude i byen synes, at man lægger for mange billeder ud?
Hvad synes du? Spørger jeg fra endnu et socialt medie, hvor jeg deler mine tanker med verden:-)
Hvis du spørger mig, er det din grænse, der skal være gældende - ikke andres! De kan jo lade være med at følge dig! Siger jeg, som lægger mælke-billeder og mave-billeder ud.... Noget mange sikkert vil synes er at dele alt for meget, men jeg deler kun MIT, og jeg deler fordi jeg har lyst og behov. Tiderne har ændret sig - vi er ikke sociale på bytorvet eller i byens forsamlingshus som tidligere. Og selvfølgelig rammer det, når nogen er uenig i det man gør. Men det er jo ikke deres lod at sætte rammer for dig! I min situation er der sikkert mange, der er nysgerrige, men langt de fleste er oprigtigt interesseret og 'engageret' i vores 'projekt'- det kan jeg godt li', derfor må jeg også holde folk informeret. På Vejlø hvor jeg kommer på ølejr er der et råb efter båden til folk, der tager hjem: "Farvel!", "På gensyn!", "Kom tilbage!" Det her eksisteret siden 1971. Nu er der kommet et ekstra råb på: "Tilføj mig på facebook!";)
SvarSletFantastisk svar! Tusind tak for input - specielt den nye hilsen er jeg vild med:-) Igen tillykke og håber alt er vel i den lille familie <3
SletÅh, det er så svært! Min mand mener, jeg lægger alt for meget ud. Og han har frabedt sig at blive nævnt ved navn, samt at blive "udstillet" - han vil ikke være hovedmotivet. Så det respekterer jeg jo selvfølgelig.
SvarSletSelv forsøger jeg at variere mine billeder,så de ikke er blær, sukkersøde, eller ulækre. Min grænse går ved intime ting, samt lidt nasty sår og skader - det værende sig både for børn og voksne. Og så skal det ikke være sådan, at Selmas venner i fremtiden kan finde alle mulige billeder af hende, som hun ikke vil bryde sig om.
Helt enig! Ville også være ked af at give Teo mere end nødvendigt at skamme sig over:-)
SletDet er altså et lidt spændende spørgsmål. Jeg tænker også at man selv sætter grænsen for hvad man vil dele, og ligesom der er stor forskel på hvor meget man deler ud af sig selv som menneske i den virkelige verden, er der stor forskel på hvor meget man deler på facebook osv. Det bliver næsten mest underligt hvis der er stor forskel på 'det rigtige menneske' og 'facebook-mennesket' - hvis jeg må kalde det det.
SvarSletFor mig at se handler det også lidt om hvad man bruger facebook, instagram osv. til. Nogle er bare venner med deres venner, andre med alle mulige perifere kontakter, nogle bruger det i stor stil til networking i arbejdsøjemed, og nogle er venner med hele familien og svigerfamilien. Og så er der selvfølgelig forskel på hvad man deler, alt efter hvem man ved, det kommer ud til. Og måske også her andres grænser bliver overskredet, fordi 'det ville de ikke selv have gjort'?
Jeg bliver til gengæld lidt træt når folk brokker sig over hvad deres venner poster - man vælger selv hvem man er venner med, og så må man jo blokere/unfriende eller hvad der nu skal til.
Det er nemlig et rigtig spændende spørgsmål - med et meget individuelt svar... Det har virkelig fået mig til at se tingene i et nyt lys.
Sletder er ingen grænse udover din egen ,vi andre kan bare vælge fra når det bliver formeget :-)
SvarSletDu har helt ret:) Så længe man selv er ok med det - og dem, man evt omtaler eller lægger billeder ud af også er det:-)
SvarSletSuper interessant snak... jeg er selv nysgerrig på min egen adfærd på nettet, andres og min holdning dertil... er vist ved at finde mig selv i det hele... Så er sådan på den ene side, på den anden side...
SvarSletJeg synes det vigtigt at være meget bevidst om at hele verden er ens potentielle publikum og det kan være hvem som helst, som læser/kigger med. Derfor lægger jeg sjældent billeder ud af mine børn f.eks. og spørger dem altid først (de er 6 og 8) om jeg må lægge billeder ud af dem. Ville f.eks. aldrig lægge billeder ud af dem fra en strandtur i badedragt og sådan...
At blogge, for mig, var og er også i første omgang en måde at dele og inspirere andre i det kreative univers samt selv at blive inspireret og jeg synes godt at folk kan få en del af min person i det - uden at jeg skriver en masse om mig selv, mine følelser og tanker, mit familieliv osv.
Det er til gengæld fint med mig at andre gør det.
Nu arbejder jeg også som lærer og derfor er jeg opmærksom på hvad elever og forældre kan finde om mig på world wide web - så der er bare nogle ting, jeg ikke fortæller, skriver om osv.
Jeg tænker også det er interessant at folk bruger så meget tid på at poste alle mulige ting, som deres nyindkøbte sko til hvad de skal spise på en café osv. Og interessant at jeg sidder og er tilskuer til andres liv på den måde, som jeg tit tænker er fuldstændig tidsspilde?? :-)
FAgre nye verden :-) Sjovt at se om det er en tendens der har sin korte levetid eller om den er kommet for at blive - for vi synes ikke at være mættede af det endnu... eller hva'? Og jeg er selv en stor forbruger af deltagerkulturen....
Hmmm... det var alt for mig!
Rigtig god vind med din blog, instagram, facebook, pinterest, twitter osv. :-) Og glæder mig til at følge dig ;-)
Kreatanker Karina