Hold nu op, hvor har det været en vidunderlig ferie! Seks uger ren hygge, putning, kærlighed og familie... Vi har også skændes og råbt og været rigtig uvenner, men mest har vi bare været sammen - sådan rigtig meget!!! Og det elsker jeg!
Der har ikke været nogen tur til udlandet - hatten af, for dem, som gør det med små børn. Vi blev dog enige om, at det ville være for meget planlægning og logistik og for lidt hygge.
Hygge herhjemme har vi tilgengæld haft masser af. Først her, så i Hamme og til sidst i vidunderlige Nordjylland med min familie. Ungerne har tanket op på nærværd og samvær og det har vi også.
I morgen banker hverdagen så på - T skal starte i børnehave og jeg er på ingen måde klar!!! Godt nok bliver han snart tre år, har en lillesøster og går uden ble, men han er jo kun en lille, bitte dreng endnu... Puha...
Jeg mener, at have skrevet et indlæg som dette tidligere - mere bestemt, da han skulle starte i dagpleje for to (2!!!) år siden, men nu står jeg her så igen. Og føler mig i klemme i vores samfund, kultur og traditioner...
Som de fleste af jer nok har læst, sammensover vi herhjemme - hvilket var en beslutning Martin og jeg var 100% enige om og ikke har fortrudt en eneste gang:-) Vi er i det hele taget meget sammen og meget tætte. En gave vi har kunnet give vores børn, fordi Martin og jeg stadig studerede, da de begge blev født...
Til oktober kommer der dog en ende på idyllen, når barsel, studietid og uendelige timer sammen ender... Og jeg er IKKE klar... Vil bare så gerne gå hjemme og passe mine skønne unger og bare være MOR. Så Teo kunne nøjes med deltidsplads i børnehaven og Dagmar kunne være hjemme lidt endnu.
Forstå mig ret, jeg har fuld respekt for forældre, der gør tingene på andre måder og som ikke deler vores syn på børneopdragelse - langt de fleste gør jo det, de føler er bedst for deres unger.
Jeg føler mig bare - slet og ret - ikke hjemme i et samfund, hvor børn ikke kan komme hurtigt nok i egen seng, på eget værelse, ud og passes, i institution osv. Så forældre kan fortsætte deres liv som før de fik børn. Kontroversiel udtalelse - ja! Men faktum er, at jeg bare er rigtig meget MOR og ikke så meget Anne - eller måske er MOR bare blevet mere Anne eller omvendt. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være mor og arbejde en masse eller have børn, der sover i eget værelse - for det kan man sagtens. Men MAN er det operative ord i den sætning og jeg er ikke man, jeg er Anne... Og jeg kan ikke.
Mine forældre har altid drillet mig med og måske også forsøgt at ændre på, at for mig er alt sort eller hvidt. Jeg ser og lever ikke i gråtoner. Det er nok i virkeligheden meget rigtigt... Jeg går all in. Med alderen synes jeg dog selv, at jeg er blevet væsentlig mere 'grå', men det der med at være mor... Det er vist en af de der sort/hvid ting... Jeg vil gerne være KUN mor og kone... Og så er jeg måske alligevel lidt grå, for jeg vil jo også gerne være selvstændig med DARUT. På en meget afslappet måde, så der altid er nogen hjemme, når børnene kommer hjem/skal hentes fra deres deltidspladser... Burde måske have levet i 50'erne, men var nok for hidsig og skør i sidste ende :-D
Må nok indse, at et deltidsjob er realiteten (givet jeg kan finde et med det jobmarked vi har i dag) og så forsøge at få det mest vidunderlige og givende ud af det, så jeg kan nyde den tid jeg får med ungerne og Martin, når jeg har fri.
Kan prise mig lykkelig - og gør det rigtig tit - for, at jeg har fundet den mest vidunderlige, langmodige, kærlige og fantastisk kloge og omsorgsfulde mand fuld af følelser. Så er vi i det mindste to om at kigge på vores børn og se de mest vidunderlige unger i verden <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar