Det er sgu en ommer, DR!

Har lige skullet bruge et par dage på at sluge og overveje min holdning til programmet om 'Ultramødre', der var en del af DR2s temaaften i sidste uge.

Der skal i grunden ikke så mange ord til... Jeg har født to børn på nogenlunde normal vis - på hospitalet. Jeg langtidsammer min datter på 14 mdr (hvilket det åbenbart hedder, når man ammer mere end 12 mdr - selv om WHO anbefaler min 24 mdr OGSÅ i I-lande). Vi samsover og jeg går hjemme med vores datter mens vores søn er i deltidsbørnehave - og det er VORES valg! 

De kvinder, der stod frem og fortalte om DERES valg blev af eksperter og komikere(?!?) hånet, nedgjort og udskammet som freaks på baggrund af disse valg.

På en kanal, der bryster sig af saglighed og public service... Arh, DR, det er vist en ommer!!!

Om slynger, vikler og andre bæredimser.

Vi vikler herhjemme - og vi vikler MEGET!

Ideen om at bære mit barn var naturlig for mig og mødet med vores meitai var kærlighed ved første blik - både for Teo, Martin og jeg. Let, komfortabelt og fyldt med tryghed og nærhed. Det var fantastisk... Og vi elskede den meitai (i dag har vi tre: en blå til små ben, en lilla til små ben og en grøn toddler version;-)) Teo har tilbragt uendelige timer i den bæresele - og sovet et utal af lure i den. 

Og så er det jo skide praktisk ikke at skulle have barne/klapvogn med alle steder hen.

Da vi fik Dagmar blev strækviklen vores redning - så havde jeg hende tæt på mig   mens armene var frie til at lege med Teo, som fandt det udfordrende at blive storebror i den første tid.

En klassekammerat fra folkeskoletiden introducerede mig for alle baby-bærende mødres svar på den Hellige Gral - fastviklen og/eller ringslyngen HOOOOOLD NU!!! Ikke alene er det som om jeg ikke bære noget - selv med 14kgs tumling på ryggen - det er også en hel videnskab med forskellige bindinger og bæreevne, der skal regnes ud med ligning!!! Og så er det smukke, smukke, smukke stykker kunst, du kan svøbe din baby i - og bløde som smør... Og frygtelig afhængighedsdannende...

Sådan på den måde, hvor der altid er er browservindue med billeder af vikler åbent - eller listen af mest besøgte sider toppes af mindst ti om vikler... Og man har jo ikke bare en - der er forskellige blends og længder alt efter, hvad du skal bære og hvilken binding du skal lave. For slet ikke at tale om juleønskerne :-) 

Vikler I?

At være mor = at være bange - KONSTANT!

Åh, hvor er jeg altså dygtig til at ligge her i mørket mellem mine to helt vidunderlige unger... På den anspændte måde... Hvor jeg i nattens mulm og mørke og alenehed rigtig kan koge suppe på min angst for, at der skal ske ungerne noget.

I dag kom jeg (selv om jeg jo godt ved, at jeg skal lade være) til at læse et uhyggeligt og meget urovækkende opslag på facebook om en mand, der havde forsøgt at snuppe to drenge fra en legeplads. I går var det et kort glimt af et afsnit SUV om børn... Og dagen før var det helt sikkert noget helt tredje.

Hvis jeg kun ville jeg bære dem begge på mig hele tiden og ALDRIG nogensinde lade dem ude af syne - eller bare gå ud. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal klare det, når Svesken skal til at gå til og fra skole selv - eller fritidsaktiviteter... Eller endnu værre, når de bliver store nok til at gå i byen, til fest eller tage ind til byen for at shoppe (eller hvad de bu finder på).

Hvorfor var der ingen, der advarede om den urANGST, det vækker i en at være mor? Og hvad fanden gør man med den? Skal man bare gå rundt i en konstant tilstand af rædsel resten af livet? Ja, jeg spørger bare...?

Prøver lige at være lidt humoristisk om omkring det, men det er faktisk ramme alvor - og jeg har ret svært ved at håndtere det på en voksen måde!

Når det gør ondt at være mor

I snart 3,5 år har min vigtigste og største rolle været at være MOR - først for Teo og nu også Dagmar. Og jeg elsker det... Men hvor er det bare hårdt og hvor gør det bare ondt! 

Jeg elsker mine unger over alt på jorden og mit største og mest brændende ønske er, at være en kærlig, nærværende og anerkendende mor for dem - hele tiden. Men jeg er kun et menneske - og et uperfekt et af slagsen. Et, der råber og skælder ud. Et, der mangler overskud. Et der ofte græder om aftenen, fordi jeg igen har skuffet mig selvom rollen som mor. 

Jeg har altid villet være bedst til alt og har alle dage været mester i at koge suppe på mine fejltagelser og dumheder. Efter jeg er blevet mor er det virkelig vokset - det det med at sidde om aftenen og granske hver eneste øjeblik af dagen, hvor jeg ikke har levet op til det jeg gerne vil være som mor. Jeg er rædselsslagen  for at ødelægge mine børn. For at ødelægge deres selvtillid eller gøre dem kede af det på en uoprettelig måde. 

Det gør ufattelig ondt at være mor. Og i perioder som denne - hvor hele familien er mærket af omvæltninger som nye dræn, fjernelse af polypper, fars nye arbejde, ny hverdag og nye rutiner - så er det bare ekstra svært, smertefuldt og trættende. 

Jeg elsker mine unger.

Jeg elsker at være mor...

Men jeg er SUPER dårlig til det... Altså ikke i den forstand, at jeg er en dårlig mor. Jeg kan bare ikke finde ud af at 'bare være' mor... At følge min intuition og være i nuet med ungerne og lade resten af rodet/opgaverne/omgivelserne være, hvad de er...

Jeg har ondt i hjertet... Helt ind, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal nå ind... Fordi jeg ved, at mine unger er afhængige af mig - og jeg er en stor bunke rod. I øjeblikket handler det om, at få en sund hverdag til at hænge sammen, at give vores tre-årige faste rammer og grænser, så vi kan komme gennem hans grænse-testende og mor-udfordrende alder uden alt for mange skrammer. At finde ud af, hvordan normeringen 1:2 (voksen:børn) løses bedst, når vi har været vant til 2:2 opstillingen. Det kan virkelig mærkes på storebror, at han mangler den 1:1 tid han er vant til. 

Det er nu, at det er op til Martin og jeg, at skabe sunde og kærlige rammer for vores børn - på de nye præmisser. Det er op til os at være de voksne - de ansvarlige. For vores unger!!! For hinanden - for vores familie.

Jeg elsker mine unger og det gør ondt! Men jeg ville aldrig være foruden. Og jeg kæmper hver dag for at blive stærkere og bedre for dem. Og for Martin. 

Lige et øjeblik...

Nej, altså nu må I virkelig have mig undskyldt, Venstre!!! 

Må jeg bede om bare en anelse ørenlyd i denne debat, der jo faktisk også handler om mig og min familie? Er jeg en dårlig borger, fordi jeg har valgt at være hjemme med mine unger? I sidste uge skulle jeg bestemt skynde mig at få nogle flere børn og gerne for ti år siden... Nu mener I så at jeg skal smide selv samme unger 38+ timer i institution og arbejde endnu mere - for at tjene penge til rengøringshjælp og barnepige? Når nu jeg klarer begge ting ganske fint og gratis selv... Mens jeg opdrager mine unger. 

Undskyld mit franske, men det er simpelthen så grimt og snævertsynet udtalt!!! I burde skamme jer virkelig meget over overhovedet at tænke den slags!!! Tænk at udtale sig sådan. I skærer og skærer i pengene til dagpasningstilbuddene, sætter nomeringerne op og gør hverdagen så stresset og fyldt med administrativt arbejde for pædagogerne, at hverken de eller børnene har en chance for ro og nærvær i hverdagen.

Hvad med rent faktisk at råbe vagt i gevær, bede os forældre stikke egoismen skråt op og faktisk tage vare på de børn vi sætter i verden (som ikke selv har bedt om at blive født)? Det er trods alt dem, der er ansvarlige for vores fremtid... Lad os stå sammen og sørge for, at de vokser op og bliver sunde, raske og trygge mennesker!!! 

Kom snuen i forkøbet!

(Billedet er lånt fra nettet (Colourbox.dk))

INDLÆGGET ER IKKE SPONSORERET, jeg er bare godt, gammeldags begejstret!

Vi kender det alle - vintersnuen. Den evindeligt løbende næse og hosten, der bare ALDRIG stopper! Som mor til to ørebørn, hvoraf den ene har astma oveni hatten, har vi haft helt utroligt mange dage med sygdom og bliven-hjemme-fra-skole/arbejde-for-at-passe-unger-dage herhjemme. Det værste år ud af Teos indtil videre 3 leveår, bød på intet mindre end 198 dage med sygdom i mere eller mindre grad. Der er dog sket meget siden. Fire gange dræn - som vist 7-9-13 endelig sidder - og endelig rigtig hjælp til astmamedicin, har gjort sin del. 

Nu kommer efteråret og vinteren dog  snigende og det betyder oh ve! Snue og sygdom i lange, uoverskuelige baner - men der er faktisk noget man kan gøre.

For noget tid siden tog jeg et webinar om at komme vintersnue(rne) til livs hos Anette, der har æblebørn.dk - det var gratis og helt fantastisk! 

Siden vi testede probiotika (mælkesyrebakterier) for Duolac i maj har vi taget det som en fast del af vores sortiment af tilskud hver dag - og sikke en forskel det har gjort!!!

Som Anette, der er uddannet sundhedsplejerske, fortalte siddder ca 70% af vores immunforsvar i tarmene. Vi skal altså passe godt på vores tarmflora, for at skabe basis for et sundt og stærker immunforsvar - og der kommer probiotika ind. At spise sundt og varieret synes jeg selv efterhånden er en selvfølge - jeg har i hvert fald fået ørerne tudet fulde i tidens løb. Og bevares vi spiser da også sundt og får masser af grønt hver dag, men det har bare ikke været nok.

Probiotikaen har til gengæld gjort noget... Noget jeg ikke helt troede var muligt. Teo har for første gang været syg uden at miste appetitten!!! Det er ellers helt sikkert, at han stopper med at spise ved første tegn på sygdom, men det virker til at være stoppet. Skriver jeg meget forsigtigt... 

Ud over Duolac får Teo en multivitamin, en ganske almindelig en med jordbærsmag. De to elsker han. Fiskepillen, den famøse omega-3 på den anden side - not so much. Vi startede ellers med at prøve de lidt dyrere og bedre varianter fra eskimo-3, men han nægtet pure at tage det. Nu har vi heldigvis fundet en billigere variant, der smager af solbær, som han ikke hader. Derudover giver vi - og har givet i lang tid Biostrath både til ham og Dagmar. Og sidst men ikke mindst får begge unger D-dråber. Dagmar får de anbefalede 5 om dagen og Teo får suppleret op således at han inkl indholdet i vitaminpillen får omkring 25-30 mikrogram om dagen. 

Alle disse tilskud og forklaringen bag kommer fra web-kurset hos æblebørn og er gratis - der tilbydes også rigtig mange andre fine former for kurser på siden.

Jeg håber at vi på denne måde kan komme bare nogen af de mange, lange næser og ditto nætter til livs med disse tiltag, men det vil tiden vise:-)

Kald på Danmark!!!

Ja, jeg er nok hverken den eneste eller den første, der har skrevet et indlæg om DRs smarte kampagne 'Knald for Danmark' - men here goes:

Jeg bliver sgu lidt harm, når DR i øjeblikket kører fuld gas på kampagnen 'Knald for Danmark', fordi vi ikke får børn nok herhjemme. Det er meget muligt, at der ikke fødes nok børn i Danmark men der er i forvejen ikke tid til at tage vare på dem vi har. Vi har faktisk ikke engang råd til at føde dem under ordentlige forhold!

Vores samfund hylder de forældre, der 'formår' at fortsætte liv og karriere upåvirket af at have fået børn - der raskt væk placeres 38+ timer i institution om ugen, fordi mange familier ikke kan/vil leve på en indkomst (og følge den levestandard de har valgt).

Måske man skulle kigge godt og grundigt på alle de kommuner, der ikke lader pengene følge børnene? Det er faktisk billigere end en institutionsplads og ifølge loven må man gerne tilb(yde) den støtte i op til et år.

Hvad med børnenes sygedage!

Og for de forældre, der gerne vil arbejde (fuldtid/deltid/flextid) - måske skulle man kigge på priserne for vuggestuer og dagpleje?

Det er da skide let at opfordre folk til at få flere børn - men vi bor bare ikke i et land/samfund, der er indstillet til det. Vi har de børn, der er mest i institution i hele Norden - og hvis vi kigger sydpå er der langt flere hjemmegående end der er forældre med børn i fuldtidsinstitution.

Jeg kan sagtens finde ud af at knalde og få børn (jævnfør evt tidligere indlæg) men at få vores hverdag til at hænge sammen med en indkomst - det er en udfordring af de helt store... Hvad med at kigge på priserne for den offentlige transport også? For der straffes jeg da, hvis jeg skal med tog og har mere end to børn... For det  tredje skal jeg betale for...

Næh, kom hellere ind i kampen og gør samfundet værd at få børn i!!! Mine unger skal i forvejen presses gennem heldagsskolen, gennem videregående uddannelser, så de kan presses ud på arbejdsmarkedet i en fart. De skal spise GMOmad og leve i et forurenet samfund, hvor vi ikke engang kan finde ud SF at samle skrald op efter os selv. 

'Knald for Danmark'?!! Ja, tak... Så skulle Danmark tage at vågne op!!!

Søvn.... Hvad er zzzzzzzzøvn?

Før og efter filter - ville spare jer for en før makeup version i dagens anledning. Efter snart to måneder med hvad jeg vil påstå er meget sparsom søvn, grundet en lille dame, der er meget glad for sin mor om natten - især den del, der producerer mælk - er jeg ved at være godt og grundigt træt... Som i at jeg faldt i søvn i ungernes badekar mens faderen tørrede og gav tøj på... 20 minutters velsignet fred i halvkoldt vand og på den sammenkrøllede måde, der efter jeg har rundet de 30+ år gør det noget nær umuligt at komme op igen.

I disse sådan lidt tågede dage, mangler jeg virkelig et filter - ikke til at sortere i mine verbale udmeldinger, for dem kan man vist ikke gøre så meget ved men et andet filter - som dem på IG, hvor man altid har mindst 10 muligheder for at fremhæve eller skjule virkeligheden (jævnfør evt billedet i begyndelsen af dette indlæg). Når stressen og på søvn samt manglen på overskud til at sørge for  ordentlig mad til sig selv får huden til at tro den er teenager - i form af lidet klædelige urenheder i tindingerne - men dog ikke nok til at slette rynkerne, så er makeup bare ikke nok. I morges satte jeg mig ellers ned med hele paletten og lagde en fin makeup foran spejlet, for det trænger jeg til indimellem, når jeg i en længere periode har glemt, at jeg er andet end nogens mor... Foreksempel kan jeg være en, som nogen synes er pæn, hvis jeg husker at frisere mig og tage tøj på uden pletter. Og det var så rart... Især, da jeg ville lægge et billede ud på IG og prompte valgte mit yndlingsfilter (Valencia). Kan man ikke få sådan et IRL? Sådan et filter, der sletter 10år og slører rodet i baggrunden? Så folk bare altid så en, som man ser ud gennem Valencia?

Eller IG briller, hvor man, alt efter humør kan indstille filter i glassene, så verden ser pænest ud? En slags videreudvikling af de lyserøde briller man ser verden gennem, når man er nyforelsket... Eller bare lidt søvn på recept? Hvis altså ikke man kan eftersøge det ligesom en bolig på facebook...

Det private forældreskab.

Som de af jer, der læser med i ny og næ ved, er jeg ivrig fortaler for iFavns principper i forhold til opdragelse. Jeg er desuden medlem af diverse fora på nettet, deler jævnligt relevant forskning og artikler på min facebook samt læser alt, hvad jeg kan få fingre i af litteratur om emnet - og jeg bliver desuden ALDRIG træt af at diskutere det. Både med ligesindede - skal mødes med den ifavnske mødregruppe i Århus for første gang på fredag - men også med folk, der har helt andre meninger.

Min erfaring har lært mig, at forældreskab er en af de mest ømskindede (af mangel på bedre ord) emner at diskutere og man skal virkelig træde varsomt i en sådan diskussion. I min iver for at dele - hvad jeg selvfølgelig synes er VERDENS bedste måde at opdrage sine børn på - er jeg, set i bakspejlet, nok kommet til at virke lidt brysk eller endog 'frelst' og 'hellig'. Og det er skide ærgerligt! For så går de jo tabt, de der fantastiske pointer.

Derfor øver jeg mig enormt meget på at være mere nøgtern i en sådan diskussion og møde min 'modpart' med interesse og spørgsmål i stedet for at bebrejde og belære... Det holder hårdt, når man mener, at man har 100% ret hele tiden:-) Det er jo ikke fordi jeg mener, at jeg gør tingene bedre end andre forældre, for jeg mener helt ind i hjertet, at langt de fleste forældre gør det, de mener er alle bedst for dem og deres unger. Og jeg dømmer ikke - jeg er bare meget glad for, at jeg har muligheden for at gøre tingene præcis som jeg gerne vil😍

At gå ind i en diskussion med intentioner om at vinde, er vejen til sikkert nederlag - oplever jeg. Hvorimod en intention om at lære mest muligt af og om modparten langt oftere giver pote i sidste ende. Jeg øøøøøøøver mig - ligesom jeg øøøøøver mig i at være en anerkendende forælder til en tre-årig med sundt temperament.

Heldigvis er der altid plads til at lære og udvikle sig - både som forælder og som debattør:-) Så stop mig endelig, hvis keg tromler dig i en diskussion eller glemmer, at min vej ikke er den eneste vej;-)

Våg(n)er i natten.

ARGH!!! Ligger i øjeblikket om natten som en med omvendt narkolepsi og ruger over alting. Føler mig som en høne, med øjne så store som tekopper og en hjerne med hukommelse som en elefant... Der kan huske alle de dumme/pinlige/forkerte og bare straight out jammerlige ting høne-elefanten (læs: mig) har lavet siden 6. klasse... Og det bliver altså hurtigt til mange.

Søvnen undslipper mine ellers meget lange arme og randene under mine (i forvejen ret små - tak, far) øjne bliver bare pænere og pænere - sådan lidt som spejlvendt smokey eyes helt au naturale.

Selv med vinduet åbent og tre snorkende bunker kærlighed liggende spredt indenfor rækkevidde kan jeg stadig ikke slappe af og give slip. 

Har alle dage haft en fantastisk evne til at ruge over tingene og dissekere ALT - ville i grunden nok have været en rimelig hardcore kirurg. Ud over det er jeg en ØRN til at anskue tingene fra den allersorteste vinkel - HVER GANG. Noget, der kan drive min mor fuldstændig til vanvid - undskyld, mor:-)

Men altså, som regel - især efter to børn - kan jeg sove på en sten (eller på gulvet mellem ti kilo spredt LEGO og larmende unger for eksempel). Det kan jeg bare ikke i øjeblikket... Og jeg bliver CRAZY!!!

Så ligger man her i sin rede og vender og drejer sig, til man er så stramt pakket ind i dynen, at man går i panik og må kæmpe sig ud igen - selvfølgelig på den stille og forsigtige måde, så man ikke vækker nogen. Stille og rolig panik... Som når ens søn kommer og med stoltheden lysende ud af øjnene viser en, at han har fanget den største edderkop i haven.

Gad godt have en lille, bitte smule søvn - kan måske skrive det på ønskelisten til Jul? Eller eftersøge det på facebook ala: Hej netværk!

Jeg søger hurtigst muligt noget søvn - gerne af den dybe slags og helst flere timer i træk. Kan dog nøjes med flere usammenhængende timer, hvis der er nogen, der ligger inde med det?

Kan tilbyde ekstra hud over knæ (lår generelt) og rynker på hænderne i bytte. På forhånd tak :-)

Vil lige snige mig til at se et afsnit Big Bang Theory i fodenden, inden jeg lægger mig op under dynen og selvfølgelig falder i søvn med det samme og sover dybt i 6 timer, mens jeg drømmer sødt om alle de traller jeg har sat hele verden i gang med at finde til mig:-)

Godnat derude.

Vil ha vil ha vil ha!!!

... Og det er ikke Teo der siger sådan - det er mig!!! 

Nu, hvor vi har strammet budgettet helt ind for at få råd til at jeg kan gå hjemme er det som om mit indre monster, der fødes af materielle goder, er vokset!

Det skriger 'Jeg vil ha, jeg vil ha, jeg vil ha!!!' 

Ønskelisten vokser med flere meter i døgnet - og det store Vil-ha-monster vrider sig stadig mere voldsomt i sine lænker smedet af budgetter. Og net-shopping har gjort ham stærkere og mere højlydt! 

I dag var det den smukkeste samling Polly Pocket, der vækkede ham (for jer, der ikke kender PP, var det det mest eftertragtede legetøj for mange piger i senfirserne og starthalvfemserne). Jeg havde en fin samling selv, men som så meget andet er den gået tabt i årenes løb. Også i min hukommelse - men billedet af denne FANTASTISKE samling bragte en bølge af minder tilbage om mange timers ubekymret børneleg og den helt fortryllende følelse af at åbne en PP æske for første gang og afsløre den lille fortryllede verden den gemte på... Det var lige noget for monsteret og det råbte med fråden stående om munden: JEG VIL HA!!! Køb det, det er ok, du har råd!!! 

Og man glemmer let, at monsteret lyver og snyder, for at få, hvad det vil have - især, hvis man lader sig gribe af stemningen!!! Shit!!! Stemningen i dag var virkelig gribende og monsteret havde medbragt sin aller mest indsmigrende stemme - blød som smør og fuld af gode argumenter... Men...

I dag vant jeg over monsteret - jeg kom nemlig til at tænke på mine unger og alle de fortryllende timer vi kommer til at tilbringe sammen - uden Polly Pocket, som garanteret slet ikke er særlig sejt, når man er barn i 2020:-)

Når jeg lige læser det sidste afsnit igen lyder det som afslutningen på en virkelig ringe morale-fortælling, hvor forfatteren er blevet forudbetalt pr ord og pludselig er rendt tør for penge. Det er bare det, der faktisk skete... Og tankerne om mine unger og den gave vi kan give dem ved at jeg er hjemme, den lyder altså højere end monsteret - Well.... I hvert fald i dag... 

Det der med ikke at sige 'nej'...

Parat, start - sæt igang!!!

Martin og jeg har gennem den sidste tid eksperimenteret rigtig meget med ja-opdragelsen herhjemme... Og det er bare en KÆMPE udfordring - især med en rigtig sund dreng i trodsalderen. 

Vi besluttede os for forsøge at lave en ja-dag, bare for at mærke, hvor mange gange vi egentlig bruger nej - og hvor mange gange det kan undlades. Shit, det er mange gange man bruger 'nej' sådan en dag.

Nej, du må ikke...

Nej, lad være med... 

Nej, den er ikke... 

Nej - stop!!!

Og så videre. 

Men, hvad siger man så i stedet for? 

Vi endte rigtig tit med: 

'Jeg vil ikke have...'

'Man må ikke...'

Hvilket jo i virkeligheden ikke er en pind bedre, fandt vi ud af - og så udvidede vi eksperimentet med at forsøge at fjerne 'ikke' også... Det gav en hel del grineture og sjove formuleringer fra os. Men det gjorde også noget andet, det fik os til at holde pause (det kommer helt naturligt, når man ikke ved, hvad man skal sige) og tænke over, hvorfor vi egentlig sagde nej i den givne situation og tvang os på den måde til at tage stilling til nogle ting vi slet ikke havde tænkt over før - for, hvad vil vi egentlig opnå ved at sige 'nej' og hvordan skal vores 3-årige søn vide det, hvis vi ikke italesætter det?

Det er rigtig let for os, som voksne at sige 'Nej, det vil jeg ikke have at du gør - fordi jeg siger det' eller lignende. Vi ved jo godt, hvorfor man ikke må kravle op på lågen til opvaskeren eller cykle uden cykelhjelm - men det ved en 3årig bare ikke.

 Vi har med dette oplevet, hvordan det virker rigtig positivt, når vi forklarer tingene i øjenhøjde i stedet for bare at sige nej! 

Ud over det forsøger vi at åbne samtalen på en måde, der gør, at T føler sig forstået og ikke føler, at han 'gør noget forkert'. 

Foreksempel:

Jeg kan godt se, du synes det er rigtig sjovt at stå på lågen til opvaskeren, men den kan ikke holde til det og går i stykker. Hvis det er fordi du gerne vil se, hvad jeg  laver, kan vi hente din taburet.

Bum! Så er en dum konflikt undgået. Det virker altså ikke hver gang, men det virker rigtig tit og det er så fedt, at man trænger til en sejrs highfive fra den anden forælder. Og måske en cola efter puttetid:-)

Det er super fedt, at man som forældre stadig kan lære nye ting og måske give sit barn en god og veludstyret værktøjskasse med gennem livet, ved at udfordre og udforske sammen. 

Og så bliver jeg bare ekstra glad for at have mødt Martin, som er rummelig og åben nok til at være med i alle mine indfald og eksperimenter... Jeg er en ret så heldig kone!!!

Ifavn, blw, sammensovning og anerkendende opdragelse.

Det er ingen hemmelighed, at vi herhjemme er meget sammen - både nat og dag.

Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan (og til tider også, hvorfor) vi har truffet de valg vi har - og jeg er faktisk ofte lidt vævende i mine svar, fordi jeg egentlig ikke helt ved det.

Da vi ventede Teo havde vi begge en forestilling om, at vi ville få et barn og så ville livet egentlig bare fortsætte som før - nu med baby. Vi gjorde værelse klar til ham med alt, hvad der tilhørte inkl tremmeseng. Og flyttede vores egen seng ind i stuen i vores 2,5 værelses lejlighed - for han skulle sove i sin egen seng... Det gør børn jo, tænkte vi. 

Og så kom han - en uge før termin og efter to måneder på langs for at holde ham inde. Vi havde så småt været klar siden jeg var i truende for tidlig fødsel først i uge 26 og siden i uge 30, alligevel blev han på sin plads til en uge før termin. Han blev født som stjernekigger og var lillebitte (2910g) fordi moderkagen havde løsnet sig lidt sidst i graviditeten. 

BUM! 

Så var vi forældre og alt det vi troede vi vidste røg fløjten. 

Han kom jo aldrig til at sove i den seng og da han var fire måneder skilte vi den ad og gjorde Martin og min seng til officiel tre-personers (hvilket den uofficielt havde været fra starten). Jeg tror egentlig ikke der var så meget snak om det - sådan husker jeg det i hvert fald ikke. Det var bare sådan det virkede mest naturligt. Siden har vi haft det oppe at vende et par gange, men han ligger her altså endnu - i midten - og putter. Sengen er vokset fra 140 til 180 og da Dagmar kom blev den 230, hvilket passer perfekt til fire mennesker. Vi elsker at sove sammen, putte om natten og vågne sammen om morgenen - og begge unger elsker sengetid. Det er så livsbekræftende at ligge i samme rum som dem, man elsker allermest:-)

Blw (baby led weaning) er vi først begyndt på efter vi fik Dagmar. Kunne godt skrive langt og udpenslende om den ekstremt dårlige start på skemad vi havde med Teo og den dårlige samvittighed, der stadig nager, nu, hvor vi ved bedre. Faktum er bare, at vi er klogere denne gang og ventede til Dagmar var 6+ måneder før vi introducerede hende for andet end bryst. Nu får hun stort set det samme som os og spiser selv. Grød er først introduceret senere i forløbet og kun som morgenmad og snack før sengetid. Vi har så vidt muligt holdt os fra at fodre hende, men i stedet fyldt skeen og ladet hende selv styre den. At vi valgte denne tilgang til mad var et resultat af min trang til research og angst for gentagelse af den trælse oplevelse vi havde sidste gang. 

Det har været SÅ positivt og sjovt at gøre tingene på denne måde, at vi helt sikkert gør det igen næste gang - igen falder det os meget naturligt at gøre tingene på vores børns præmisser.

Den sværeste at forklare/forsvare er den anerkendende opdragelse. Jeg har et SUPER iltert temperament og har nok siden vi fik Teo (som har arvet sin mors temperament) søgt efter en måde at tøjle mit temperament samtidig med at jeg kunne lære Teo at håndtere sit - bedre end mig. Generelt har vi fra starten forsøgt at anvende den anerkendende tilgang - sådan helt naturligt og uden at vide, at det var det vi gjorde. For eksempel har vi begge blankt afvist at bruge 'Godnat og sov godt' metoden (får ondt i maven bare ved tanken, for synes det er SÅ synd for de børn). Det betød at vi hoppede/vuggede Teo i søvn i et år. Dagmar på 10,5 måneder ammer keg stadig i søvn om aftenen og det er så hyggeligt.

Vi forsøger at vise - indtil videre er det jo kun Teo, for Dagmar er endnu for lille - at vi ser, hører og anerkender ham. I stedet for at skælde ud og råbe (også når han gør det) så snakker vi om tingene og forsøger at finde ud af, hvorfor det gik som det gik - i retningen af: jeg kan godt forstå du er vred nu, for du havde det lige så hyggeligt ude i sandkassen  og det er ok! - men nu skal vi ind og spise og det bliver også hyggeligt, for vi skal fortælle far om den tur du var på med børnehaven'. Det hjælper virkelig meget i mange situationer og jo mere Martin og jeg øver os - des bedre bliver vi og i sidste ende betyder det, at færre konflikter når at eksalere. Win/win!!! Men, dermed ikke sagt, at der ikke er plads til forbedring :-)

Bogen 'En Blid Start' har været vores (mest min) guide og go-to bibel, når det kommer til vores unger og jeg har manglet værktøjer. Den er fantastisk! Hvilket facebook gruppen 'ifavn' også er.

I forhold til BLW har vi brugt nettet og 'Jeg kan godt selv' bogen - som er let læst og giver alle svar. Hvis ikke det er nok har vi brugt facebook gruppen 'baby lead-weaning dk'. 

Bogen 'Drop Opdragelsen' ligger gratis på ereolen (som lydbog tror jeg) og den står næst på listen.

Det er i virkeligheden ikke så bevidste valg vi har taget, men en naturlig udvikling i vores tilgang til ungerne og hverdagen. Jeg tror vi begge to ønsker - på hver vores måde - at give vores fælles børn den tryggeste, varmeste og bedste opvækst vi kan. Sådan som langt de fleste forældre gør.

Klem fra hippiemor / klidmoster eller hvad du kan finde af seje navne ;-)

Hvor lagde jeg mit filter?

Puha! - Nu bevæger jeg mig lige HELT udenfor mit område og skriver om noget, der ellers ikke normalt fylder herinde.

Grundet mit studie har jeg brugt rigtig meget tid på at analysere og overveje de sociale medier og vores brug af dem (skrev den flittige bruger af IG, Facebook og bloggermor).

Jeg er ret påpasselig med de billeder jeg lægger ud og hvad jeg skriver/liker/blander mig i, for jeg ved, at det store usynlige edderkoppespind, der i dag er spændt ud over vores verden, det vi kalder www - det glemmer aldrig! Vi kan slette så lystigt vi vil, men tingene forsvinder bare ikke af den grund. I hvert fald ikke helt. 

Og hvad er det lige præcis, der sker med folk, når de sidder bag skærmen (forholdsordet BAG er virkelig dækkende i denne sammenhæng). Vi mister ligesom vores naturlige filter - og reaktionstiden er minimal. Der skal ikke først skrives, puttes i kuvert og lægges i postkassen - vi skal end ikke gå nogetsteder hen eller overveje, om det virkelig er noget vi har en valid mening om, som andre er interesserede i - eller en mening som vi selv ønsker forbundet til os for altid.

BUM!

Har du en mening, så kan den deles prompte gennem de sociale medier. Og den mulighed for konstant at 'være på', konstant at kunne deltage og ytre sig har - efter min mening - fjernet fileret og rykket den sociale norm et par hundrede meter! 

Hele dette issue er vældig omdiskuteret  i øjeblikket - med god grund. For hvad bliver konsekvenserne for de generationer, der vokser op i denne 'onlinealder' - skriver jeg og føler lidt, at jeg lyder som en på 80. 

Selv overvejer jeg ofte (og sletter tit) kommentarer på diverse medier i hht min mantra: Ville jeg sige dette til personen i virkeligheden? Men også her er grænsen tåget for mig - mange af dem/jer jeg følger på IG kender jeg jo reelt ikke og alligevel liker og kommenterer jeg billeder af børn, mad og kreative syslerier i et væk... Og det ville jeg jo ikke gøre IRL. 

Det handler måske i virkelighedenere om at kunne stå inde for det man skriver og mener. Selvcensur er bare noget jeg sætter enormt højt, fordi jeg har valgt at være en del af så mange sociale webbaserede platforme. 

Måske gælder det gamle mundheld: Tale er sølv men tavshed er guld, stadig i visse henseender?

Ellers har min skønne (meget private men til tider befriende bramfri og meningsstærke) søster lært mig min vigtigste lektie - en jeg endnu ikke mestrer til fulde. Den hedder, at jeg altid skal spørge mig selv, om det jeg har at sige er interessant for andre - og omvendt altid interessere mig oprigtigt for det, andre siger <3 

Når paraderne er HELT oppe!

Det er ingen hemmelighed, at vi kæmper for, at kunne få økonomien til at hænge sammen, så jeg kan gå hjemme med Dagmar et år mere og Teo kan nøjes med deltid i børnehaven. Efterfølgende er planen, at jeg skal have deltidsjob eller ideelt arbejde hjemmefra. 

Hvad jeg ikke helt havde forventet eller i virkeligheden måske overhovedet overvejet sådan rigtigt det er andre folks reaktioner. Overvejende de er de egentlig ok positive eller lettere spørgende på den der 'men vil du ikke gerne ud og arbejde'-måde men ind imellem er der de der rigtig trælse reaktioner - og de sidder altså bare bedre fast end de andre. 

Og øv, hvor kan det bare gøre mig rigtig ked af det. Faktisk så meget, at jeg kan mærke noget, der har ændret sig indeni mig. Det skulle jo ellers være en dejlig og lettende beslutning at tage. Noget der skulle gøre os glade og afslappede... I stedet mærker jeg, hvordan jeg spænder op både fysisk og psykisk, hvordan jeg gør mig hård og hæver paraderne som en selvfølge, hver gang jeg skal 'indrømme' overfor nogen, at vi har besluttet, at vi vil gøre det sådan. 

Det der rammer hårdest er ikke folk, som mener, at jeg ikke gider at arbejde eller at børn skal i institution for at blive stimuleret eller lære at være sociale - for det er ikke min overbevisning (og ved i hvert fald, at jeg ikke er doven). Det, der rammer hårdest er, når folk siger, at keg gør det for min egen skyld og ikke børnenes?!? WHAT?!! Har jeg så lyst til at råbe og dunke dem i hovedet med et oppusteligt bat!!! For min skyld... JA sgu da. Tiden kommer ikke igen og barndommen kan ikke gentages. Jeg ønsker at være en så stor del af mine ungers liv som muligt - især når de er små og har brug for deres mor!!! Men kun for min skyld - HELL NO!! Jeg ved, at mine unger ikke har brug for 38+ timers uger i institution med 20-30 andre unger og alt for få voksne (tag ikke fejl - de fleste af de voksne er fantastiske og elsker vores børnehave). Jeg kan kun tale for os og sige, at det er vores valg! Så afsnit 5 af 'Sådan er det' og det blev enden på vores diskussion. BUM.

Jeg er stolt af og står ved vores valg - og respekterer andres anderledes valg, hvis de gør det samme ved mig. 

Jeg bliver bare rigtig ked af, at skulle forsvare valget overfor nedladende og usaglige kommentarer. At du ikke er enig, det er så fint - og spørg endelig gerne ind, hvis ikke du forstår vores valg, men respekter det i det mindste, som jeg respekterer dig og dit valg!

Tak :-)

Noget helt andet og uden billeder...

Hvorfor er det, at jeg kan stå med helt svedige hænder og susen i ørerne af lykke, når jeg falder over et smukt stykke keramik eller glas i genbrugsen - men når jeg står foran en hel reol fyldt med det smukkeste og helt ubrugte porcelæn, bliver jeg kræsen?

Man står der og kigger og vurderer og ved, at man frit kan vælge og endda få tingene udleveret i en smuk æske, lavet specielt til den ting man udvælger og betaler for, fordi den er liiiiige dét man mangler (eller måske mere præcist ønsker - ikke mangler). Og så går man hjem med æsken i en ligeså fin pose, pakker æsken op og beundrer - igen - tingen man har købt inden det sættes på sin nye plads i skabet, på hylden eller måske et helt andet sted... Og så står den der... Måske glemmer man, hvor, hvornår og endda hvorfor man købte den... Mens den står og står.

Måske glædes man ved den, men omstændighederne omkring anskaffelsen glemmer man ofte. 

Sådan har jeg det i hvert fald. Og så er der de der små og ekstra specielle skatte - dem man altid husker, hvor kommer fra og hvornår og hvorfor - som foreksempel min Wiinblad vase - de tre gratier - som min fantastiske mor købte til mig, fordi hun vidste, hvor brændende jeg ønskede mig den. Den vase, som i dag, desværre har et skør, fordi vores søn også syntes den var rigtig fin og ville lege med den...

Eller den smukke skål med BornholmSk glasur, som min søde mand vidste var lige noget for mig. Her taler jeg selvfølgelig om gaver fra andre vs gaver fra en selv... Men glæden ved at finde en smuk og lidt glemt skat med en historie på hylden i en genbrugs - noget som jeg kan se skønheden i og som passer lige i min smag... Det er en gave i sig selv. 

Kan som før skrevet næsten få susen for ørerne af ren lykke, når jeg finder en af de fantastiske lågkrukker af Wiinblad, som jeg elsker og samler på - i lige den rigtige (sorte) farve og måske endda et motiv jeg ikke har set før... Det er specielt... Og det er fantastisk - en materiel lykke, som jeg holder ret så meget af og skatter højt. 

Det er, for mig, noget helt andet og langt mere specielt end at købe noget nyt. I hvert fald i nogle tilfælde - skrev jeg og min indoktrinerede Uni hjerne grinte af ordspillet:-) 

Godnat!

Fantastiske ferie og rend mig i traditionerne!!!

Hold nu op, hvor har det været en vidunderlig ferie! Seks uger ren hygge, putning, kærlighed og familie... Vi har også skændes og råbt og været rigtig uvenner, men mest har vi bare været sammen - sådan rigtig meget!!! Og det elsker jeg! 

Der har ikke været nogen tur til udlandet - hatten af, for dem, som gør det med små børn. Vi blev dog enige om, at det ville være for meget planlægning og logistik og for lidt hygge. 

Hygge herhjemme har vi tilgengæld haft masser af. Først her, så i Hamme og til sidst i vidunderlige Nordjylland med min familie. Ungerne har tanket op på nærværd og samvær og det har vi også. 

I morgen banker hverdagen så på - T skal starte i børnehave og jeg er på ingen måde klar!!! Godt nok bliver han snart tre år, har en lillesøster og går uden ble, men han er jo kun en lille, bitte dreng endnu... Puha... 

Jeg mener, at have skrevet et indlæg som dette tidligere - mere bestemt, da han skulle starte i dagpleje for to (2!!!) år siden, men nu står jeg her så igen. Og føler mig i klemme i vores samfund, kultur og traditioner... 

Som de fleste af jer nok har læst, sammensover vi herhjemme - hvilket var en beslutning Martin og jeg var 100% enige om og ikke har fortrudt en eneste gang:-) Vi er i det hele taget meget sammen og meget tætte. En gave vi har kunnet give vores børn, fordi Martin og jeg stadig studerede, da de begge blev født...

Til oktober kommer der dog en ende på idyllen, når barsel, studietid og uendelige timer sammen ender... Og jeg er IKKE klar... Vil bare så gerne gå hjemme og passe mine skønne unger og bare være MOR. Så Teo kunne nøjes med deltidsplads i børnehaven og Dagmar kunne være hjemme lidt endnu. 

Forstå mig ret, jeg har fuld respekt for forældre, der gør tingene på andre måder og som ikke deler vores syn på børneopdragelse - langt de fleste gør jo det, de føler er bedst for deres unger.

Jeg føler mig bare - slet og ret - ikke hjemme i et samfund, hvor børn ikke kan komme hurtigt nok i egen seng, på eget værelse, ud og passes, i institution osv. Så forældre kan fortsætte deres liv som før de fik børn. Kontroversiel udtalelse - ja! Men faktum er, at jeg bare er rigtig meget MOR og ikke så meget Anne - eller måske er MOR bare blevet mere Anne eller omvendt. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være mor og arbejde en masse eller have børn, der sover i eget værelse - for det kan man sagtens. Men MAN er det operative ord i den sætning og jeg er ikke man, jeg er Anne... Og jeg kan ikke. 

Mine forældre har altid drillet mig med og måske også forsøgt at ændre på, at for mig er alt sort eller hvidt. Jeg ser og lever ikke i gråtoner. Det er nok i virkeligheden meget rigtigt... Jeg går all in. Med alderen synes jeg dog selv, at jeg er blevet væsentlig mere 'grå', men det der med at være mor... Det er vist en af de der sort/hvid ting... Jeg vil gerne være KUN mor og kone...  Og så er jeg måske alligevel lidt grå, for jeg vil jo også gerne være selvstændig med DARUT. På en meget afslappet måde, så der altid er nogen hjemme, når børnene kommer hjem/skal hentes fra deres deltidspladser... Burde måske have levet i 50'erne, men var nok for hidsig og skør i sidste ende :-D

Må nok indse, at et deltidsjob er realiteten (givet jeg kan finde et med det jobmarked vi har i dag) og så forsøge at få det mest vidunderlige og givende ud af det, så jeg kan nyde den tid jeg får med ungerne og Martin, når jeg har fri. 

Kan prise mig lykkelig - og gør det rigtig tit - for, at jeg har fundet den mest vidunderlige, langmodige, kærlige og fantastisk kloge og omsorgsfulde mand fuld af følelser. Så er vi i det mindste to om at kigge på vores børn og se de mest vidunderlige unger i verden <3 

 

Go DARUT!

Har i den seneste tid syet virkelig mange bloomers til Dagmar - i mange forskellige udgaver og er virkelig forelsket i denne form for syning, der giver så rig mulighed for at udfolde sig kreativt. 

Til Teo har jeg hele tiden elsket det super praktiske og behagelige baggy-mønster - og nu, hvor han er gammel nok til selv at gå på opdagelse i mit stoflager er det ekstra sjovt at sy til ham. Den nyest fornøjelse - der gør ham endnu mere glad for de ting jeg syer - er, når han får lov at hjælpe. Min arbejdstid i syværelset bliver tifold skønnere, når min lille hjælper pludrende sidder på gulvet og klipper i stofrester, hjælper med at træde på pedalen til overlockeren eller styre hastigheden på symaskinen<3

I de stunder, hvor vi bare sidder og hygger sammen og han bliver en del af mit arbejde, som jeg i forvejen elsker, kan jeg mærke, at kreativititeten, som så meget andet, vokser med min glæde... Og hvad kunne på nogen måde gøre mig  mere glad end at dele det jeg holder så meget af med mine unger? 

Det får mig til at ønske og kæmpe endnu hårdere for at opnå drømmen om et liv som selvstændig - med tid til at være sammen med mine vidunderlige unger.

Indtil videre er det blevet ved min lille facebookshop, hvor jeg har rig mulighed for at interagere og samtale med de dejlige mennesker, der er interesseret i det jeg syer. Det sætter jeg stor pris på og synes det giver en nærhed og måske også en forståelse af, hvad jeg egenligt lægger i mit arbejde, mine designs og valg af stof, tilbehør og mønstre. Det giver mig til dels også større mulighed for, at vise processen bag, hvilket giver en større forståelse for, at jeg - desværre - ikke kan hamle op med priserne i H&M, men også for at finde præcis den sammensætning eller udformning, der passer til den enkelte. Dét elsker jeg - og er bange for, at det ville gå tabt i en almindelig webshop... Selv om det unægteligt er en del lettere og mere overskueligt :-)

Indtil videre bliver det ved den lille shop og små stykker stof, der giver meget få ens produkter. Det er noget logistisk rod, men jeg er tosset med det og når på den måde aldrig at blive træt af hverken modeller, stof eller detaljer og det er SÅ vigtigt!!!

Hav en dejlig aften ;-)

De der sa*ans dræn!!!

%€$£# kr8&€$# - og så videre!!!

Man må jo ikke bande, når man har børn, så jeg siger det med tegn og fagter (som I af gode grunde ikke kan se, men forestil jer en hidsig blæksprutte med kun to arme og to meget blege ben, der danser Gangnam style).

Vi har kæmpet og kæmpet med Svenskens ører siden han var helt lille og nu er den denondelyneme (kraftudtryk af en anden verden) gal igen. 

Det starter altid med pyller og ender ud i fullblown snart-tre-årig-teenager-fra-helvede-mode i frustration. Første par dræn røg i, da han var omkring 1,5 år og nu, lige knap tre år gammel skal han have lagt fjerde par... 

Har egentlig mest lyst til at skrige og skrige og skrige - i fjorten dage - for det er, hvor lang tid, der er til drænene skal i. Og så bagefter ville jeg brokke mig, være sur og urimelig og gå i seng på den demonstrative måde - men det kan jeg bare ikke, jeg er jo mor. Så klemmer det lige ned i den imaginære flaske i mit indre og skruer låget godt fast, så det og alle de andre gemte godter ikke eksploderer ud over hele Hørning, som en rystet 1,5 liters cola🙈

Så... Abrakadabra! Nu er jeg igen totalt overskudsmor, der lige når at putte lillesøster og rydde op efter morgenmaden inden Svesken og Far kommer hjem fra ørelægen...

Og så ønsker jeg mig bare en større flaske til jul.

Lige nu...

Her midt i et neglebidende (spændingswise) valg ligger jeg mellem mine to lækre unger og føler mig lykkelig - sådan rigtig kriblende lykkelig - i hele kroppen. Pølsen, der vokser og udvikler sig i rivende fart ligger snorkende på den ene side og samler helt sikkert kræfter til endnu en dag, hvor endnu flere timer vil blive brugt på, at forsøge at få kroppen til at lystre på det hun tydeligvis vil havd den til... Nemlig at kravle - fremad!!! Hendes lystige strøm af 'dadada baba uauaua' afbrydes nærmest kun af smasken, når vi spiser:-)

På den anden side ligger vores lillebitte storebror og sover tungt. I år skal vi holde 5 ugers sommerferie sammen alle fire inden han skal i børnehave. Han er så lille og så stor på samme tid. Sproget og motorikken er i lynudvikling og hjernen trænger til konstant udfordring - og svar på ca 10.000 spørgsmål om dagen. Og så prøves der grænser af - meget og ofte... Men det er sgu ok og lidt sjovt (men meget hårdt!!!). 

Manden min sidder i stuen og spiller FIFA  med sin bror og aner slet ikke, at jeg bare ligger heroppe og er brandlykkelig!!! 

Det er egentlig lidt svært at forstå, at så meget lykke i en krop ikke kommer til udtryk gennem fyrværkeri og klassiske klaversonetter i luften - men det gør det altså ikke... Så må nøjes med at ligge her og være sprudlende lykkelig indeni. Også selv om jeg har lidt lyst til at hoppe i sengen og skrige SE MIG, DANMARK. - JEG ER PISSE LYKKELIG!!! Ud af vinduet... 

På den anden side er denne slags lykke måske en, man nyder bedst helt alene og i stilhed - som en slags taknemmelighed over, at man er et sted i sit liv, hvor der er plads til den slags lykke, bare en gang imellem... Jeg hopper i hvert fald ikke i sengen, for så vågner de jo... De to små poder, der i øjeblikket er grunden til, at jeg føler mig så rig og glad lige nu - og så er jeg alligevel lidt mere fornuftig... End at vække dem med al min lykkelighed, for det er jo ikke lige sikkert, at de er indforståede med at blive vækket for at hoppe i sengen og råbe i fem minutter og så skulle sove igen, som om intet var hændt... Nej, vel!?!!

En garnoholikers bekendelse

Hej, jeg hedder Anne og jeg er strikoholiker (og i virkeligheden også syoholiker)... Det startede alt sammen, da jeg ventede Teo og var sengeliggende pga truende for tidlig fødsel. Eller altså... Det startede jo med min mormor, som første gang gav mig strikkepinde i hænderne og senere min mor, der satte mig foran en symaskine... Det ligger altså i familien - når vi er til fest eller bare samlet de allernærmeste, så kommer vi anstigende med hver vores bugnende pose/taske/net. Og det er jo heller ikke bare et eller to projekter på en gang... Det er fem, syv, ti stykker, der bare ligger og venter på at blive samlet op igen og gjort færdig. Men så falder man lige over noget nyt garn eller en ny opskrift - og hver gang lover man sig selv (og sin mand) at det er det sidste man køber indtil alle UFO'er er færdiggjorte og garnlageret nedbragt til rimelig størrelse... Det holder bare ikke rigtigt, vel?

Kan du ikke bare sige nej, spørger du så... Eller undgå de steder, hvor du ved, at fristelsen bliver for stor... Og jo, det kunne jeg egentlig godt, hvis ikke jeg havde rygrad som en regnorm og en hjerne, der tænker mine hænder væsentlig hurtigere end de er... 

Jeg har altid strikket og syet, men det er først efter ungerne er kommet, at det er blevet en hverdagsting. Noget jeg kan få kløe i hænderne af at være væk fra for længe... Og det startede helt klart, da jeg ventede Teo og ikke måtte bevæge mig for meget... Symaskinen blev mit helle... Og strikketøjet - gerne så kompliceret som muligt, så alt tælleriet kunne distrahere mig fra bekymringen for at føde alt, alt for tidligt (fra uge 23 og frem). 

Og nu er det jo endnu værre... Jeg har set mine skønne unger i det, jeg har lavet og det er SÅ dejligt. Mere vil have mere... Havde jeg tiden ville de kun have hjemmegjort tøj på - men hvornår stopper det så? 

Skal de helt frem til 30 års alderen proppes i søde små blomstrede bloomers eller strikkede sweatre med fiiiine mønstre? Bodyer med små pink bambier eller biler? Eller må jeg indse, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg må stoppe? Acceptere, at de har deres egen vilje og stil? At jeg må bruge mine strikkepinde til noget andet - eller slet ikke? Hvor der kommer støv på symaskinerne? 

Måske... Men, hvis du følger mig på IG, så har du nok gættet, at den dag ligger labngt ude i fremtiden... For der er altid liiiiige er mønster eller et nøgle garn til:-)

Funktionalitet / Børnevenlighed / IG-egnethed😂

Jeg indrømmer det blankt... Jeg lider af IG-misundelse i stor stil!!! Det ene billede efter det andet af smukt indrettede rum, perfekte stilleben, dekorative børn (på den ikke-tornado-agtige måde) og lækre, moderigtige børneværelser bugnende af pænt og miljøvenligt trælegetøj... Og jeg er grøn af misundelse!!! 

Kan til nød finde (eller skabe) en ren flade til at fotografere mine strikkede og syede kreationer. Med megen teknisk snilde, vinkling og beskæring en masse kan jeg endda skabe IG-egnede billeder af mine unger, min mand og mit (kaotiske) liv... Resten af vores hjem er IRL bare ikke særligt IG-venligt😂 Tag endelig ikke fejl- jeg eeeeeelsker at kigge på billeder af smukke hjem - men kan skisme også godt i et anfald af misundelse drømme om at sparke til en potteplante eller hoppe på gulvet med jord på støvlerne - bare for at være på tværs. 

Egne 117 SUPER praktisk indrettede kvadratmeter er helt på ungernes og rodets præmisser... Og vi er SKIDE gode til at rode - over det hele!!!

I vores køkken har ungerne deres eget køkken - i vores stue sniger legesagerne sig langsomt ned og overtager alle hylder og reoler indtil vi med jævne mellemrum bærer det op på værelset, så vi kan starte forfra. Badeværelserne er fyldt med badekar, børnesæde til toilettet og mere (badevenligt) legetøj. Kontoret er pyntet med et puslebord og nyeste skud på stammen er en kæmpe madras på gulvet af vores gangareal på overetagen - til kravleøvelser og haven er et vildnis af sandkasser, parasoller, ærter, hindbær, jordbær og - surprise - mere legetøj.. Nåh ja og så ligger vi jo fire i den KÆMPE store seng om natten... 

Men helt ærligt... De smukke hjem ville bare  ikke kunne fungere herhjemme - vi roder og leger for meget... Funktionalitet og børnevenlighed er et must - også selv om det er grimt.

Så kan du jo samtidig grine lidt af min dobbeltmoral og de fint redigerede billeder i starten af indlægget - man er vel forfængelig;-)

Djurs Sommerlååååååve❤️

Kender I de der dage, hvor det hele bare klapper? Hvor alle bare er glade og der ikke er nogen trælse og sure skænderier... Og man må spise mange is? Og solen skinner præcis så meget, den skal? 

Sådan en dag havde vi i Djurs Sommerland i onsdags. Jeg var ellers en anelse presset hjemmefra ved tanken om milelange køer, to skrigende unger, regnvejr og is til 150kr - I kender det nok godt... Angstens sved stod også ud af mine 33år gamle porer hele vejen derud - men hvor blev det hele bare gjort til skamme!!!

Her må jeg hellere lige indskyde, at jeg IKKE er sponsoreret på den ene eller den anden måde - jeg er bare ganske almindeligt begejstret for en fantastisk dag!!!

Vi ankom i det mest vidunderlige kaos af klapvogn, tasker, solhatte og ditto creme, unger og klapforvirrede forældre (ja ja, vi er kun 4, men det føltes som et helt cirkus) og lidt overskyet, men dejlig lunt vejr - lige som os med lidt rødhårede gener godt kan lide det:-)

Og så gik det bare GODT derfra! Det nye bondegårdsland var et KÆMPE hit hos drengen, der bare ville køre traktor igen og igen og igen... Og på en onsdag er der ingen kø, så til sidst fik vi endda lov at blive siddende! 

Is blev købt og spist alt imens en lille, glad Pølse sad i sin klapvogn eller i bæreselen og kiggede uden at kny... Hun havde så travlt med at følge med i det hele, at hun næsten glemte at sove... 

Det er længe siden vi har haft en så skøn dag sammen, hvilket resulterede i to sæsonkort til os gamle - hvilket betyder 1000 ture i Djurs til os i år - og hvis de bliver bare halvt så gode som den første, så bliver vi nok deroppe og overvintrer😂