Om slynger, vikler og andre bæredimser.

Vi vikler herhjemme - og vi vikler MEGET!

Ideen om at bære mit barn var naturlig for mig og mødet med vores meitai var kærlighed ved første blik - både for Teo, Martin og jeg. Let, komfortabelt og fyldt med tryghed og nærhed. Det var fantastisk... Og vi elskede den meitai (i dag har vi tre: en blå til små ben, en lilla til små ben og en grøn toddler version;-)) Teo har tilbragt uendelige timer i den bæresele - og sovet et utal af lure i den. 

Og så er det jo skide praktisk ikke at skulle have barne/klapvogn med alle steder hen.

Da vi fik Dagmar blev strækviklen vores redning - så havde jeg hende tæt på mig   mens armene var frie til at lege med Teo, som fandt det udfordrende at blive storebror i den første tid.

En klassekammerat fra folkeskoletiden introducerede mig for alle baby-bærende mødres svar på den Hellige Gral - fastviklen og/eller ringslyngen HOOOOOLD NU!!! Ikke alene er det som om jeg ikke bære noget - selv med 14kgs tumling på ryggen - det er også en hel videnskab med forskellige bindinger og bæreevne, der skal regnes ud med ligning!!! Og så er det smukke, smukke, smukke stykker kunst, du kan svøbe din baby i - og bløde som smør... Og frygtelig afhængighedsdannende...

Sådan på den måde, hvor der altid er er browservindue med billeder af vikler åbent - eller listen af mest besøgte sider toppes af mindst ti om vikler... Og man har jo ikke bare en - der er forskellige blends og længder alt efter, hvad du skal bære og hvilken binding du skal lave. For slet ikke at tale om juleønskerne :-) 

Vikler I?

At være mor = at være bange - KONSTANT!

Åh, hvor er jeg altså dygtig til at ligge her i mørket mellem mine to helt vidunderlige unger... På den anspændte måde... Hvor jeg i nattens mulm og mørke og alenehed rigtig kan koge suppe på min angst for, at der skal ske ungerne noget.

I dag kom jeg (selv om jeg jo godt ved, at jeg skal lade være) til at læse et uhyggeligt og meget urovækkende opslag på facebook om en mand, der havde forsøgt at snuppe to drenge fra en legeplads. I går var det et kort glimt af et afsnit SUV om børn... Og dagen før var det helt sikkert noget helt tredje.

Hvis jeg kun ville jeg bære dem begge på mig hele tiden og ALDRIG nogensinde lade dem ude af syne - eller bare gå ud. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal klare det, når Svesken skal til at gå til og fra skole selv - eller fritidsaktiviteter... Eller endnu værre, når de bliver store nok til at gå i byen, til fest eller tage ind til byen for at shoppe (eller hvad de bu finder på).

Hvorfor var der ingen, der advarede om den urANGST, det vækker i en at være mor? Og hvad fanden gør man med den? Skal man bare gå rundt i en konstant tilstand af rædsel resten af livet? Ja, jeg spørger bare...?

Prøver lige at være lidt humoristisk om omkring det, men det er faktisk ramme alvor - og jeg har ret svært ved at håndtere det på en voksen måde!

Når det gør ondt at være mor

I snart 3,5 år har min vigtigste og største rolle været at være MOR - først for Teo og nu også Dagmar. Og jeg elsker det... Men hvor er det bare hårdt og hvor gør det bare ondt! 

Jeg elsker mine unger over alt på jorden og mit største og mest brændende ønske er, at være en kærlig, nærværende og anerkendende mor for dem - hele tiden. Men jeg er kun et menneske - og et uperfekt et af slagsen. Et, der råber og skælder ud. Et, der mangler overskud. Et der ofte græder om aftenen, fordi jeg igen har skuffet mig selvom rollen som mor. 

Jeg har altid villet være bedst til alt og har alle dage været mester i at koge suppe på mine fejltagelser og dumheder. Efter jeg er blevet mor er det virkelig vokset - det det med at sidde om aftenen og granske hver eneste øjeblik af dagen, hvor jeg ikke har levet op til det jeg gerne vil være som mor. Jeg er rædselsslagen  for at ødelægge mine børn. For at ødelægge deres selvtillid eller gøre dem kede af det på en uoprettelig måde. 

Det gør ufattelig ondt at være mor. Og i perioder som denne - hvor hele familien er mærket af omvæltninger som nye dræn, fjernelse af polypper, fars nye arbejde, ny hverdag og nye rutiner - så er det bare ekstra svært, smertefuldt og trættende. 

Jeg elsker mine unger.

Jeg elsker at være mor...

Men jeg er SUPER dårlig til det... Altså ikke i den forstand, at jeg er en dårlig mor. Jeg kan bare ikke finde ud af at 'bare være' mor... At følge min intuition og være i nuet med ungerne og lade resten af rodet/opgaverne/omgivelserne være, hvad de er...

Jeg har ondt i hjertet... Helt ind, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal nå ind... Fordi jeg ved, at mine unger er afhængige af mig - og jeg er en stor bunke rod. I øjeblikket handler det om, at få en sund hverdag til at hænge sammen, at give vores tre-årige faste rammer og grænser, så vi kan komme gennem hans grænse-testende og mor-udfordrende alder uden alt for mange skrammer. At finde ud af, hvordan normeringen 1:2 (voksen:børn) løses bedst, når vi har været vant til 2:2 opstillingen. Det kan virkelig mærkes på storebror, at han mangler den 1:1 tid han er vant til. 

Det er nu, at det er op til Martin og jeg, at skabe sunde og kærlige rammer for vores børn - på de nye præmisser. Det er op til os at være de voksne - de ansvarlige. For vores unger!!! For hinanden - for vores familie.

Jeg elsker mine unger og det gør ondt! Men jeg ville aldrig være foruden. Og jeg kæmper hver dag for at blive stærkere og bedre for dem. Og for Martin.