mandag den 25. november 2013

Er der nogen hjemme?

I går læste jeg en artikel på Informations hjemmeside, en artikel, som en af mine bekendte har delt på facebook. 
Artikel gik lige i hjertet på mig og resulterede i en lang og søvnløs nat, med tankerne buldrene rundt i hovedet på mig.
Der stod jo mine tanker, sort på hvidt, om man så kan sige. Artiklen er en forløber for en bog, der snart udkommer og handler om, børn i institutioner og om, at være hjemmegående mor/far i de år, hvor børnene er små og har brug for en. 
Og ved I hvad? Jeg er en af dem, hvis hjerte bløder og som selv græder, når døren til dagplejeren lukkes - selv om hun er en vidunderlig kvinde og jeg ved, at Teo er tryg hos hende! Teo har godt af at være der nogle timer om dagen - og jeg bliver også en bedre mor for ham, når jeg får lidt pusterum. Men alligevel er jeg hver dag taknemmelig for, at både Martin og jeg er studerende og derfor har mulighed for at hente Teo tidligt og aflevere ham sent, så han har mest muligt tid med os! 
Og så var det jo jeg tænkte, på det der med at være hjemmegående mor mens mine børn er små - og det virkede bare som noget, der var rigtigt... Men må man godt tænke sådan idag? Når man bliver kandidat til sommer og lige er klar til arbejdsmarkedet? Og når man faktisk glæder sig til at se, hvad arbejdslivet gemmer og hvad man har arbejdet hen imod de sidste 5 år? Må man godt pludselig ændre mening og bare gå hjemme i flere år, fordi man har lyst til at være sammen med sine børn? Være den, der trøster og putter til middagslur? Eller er det en falliterklæring i 2013, at man er mest mor og mindre Anne i nogle år? Og hvad med økonomien?
For jeg vil jo helst bare være mor, hele tiden... Og jeg hader at aflevere mit barn til andre. Men må man godt sige det højt? At man overvejer bare at blive hjemme? Og være mor? Hele tiden?


søndag den 17. november 2013

DARUT i udvikling:-)





I baby-månedens tegn vil jeg lige ise jer, hvad jeg bruger tiden på:-)

Min søn har altid været et barn, der har det varmt. Vi har alligevel valgt altid at give ham uldne bodystockings på under tøjet hele tiden. Min svigermor, mor og mine søstre har været fantastiske til at strikke til ham - han er en heldig dreng!
Nu er det vinter og han er blevet stor, så da jeg fik fingrene i noget SUPER lækkert uldfleece, som har de samme skønne kvaliteter som isoli (sweatshirtstof) - det er blødt, kan strækkes og er tyndt - ville jeg gerne lave noget praktisk, sjovt og sejt ud af det... Og et joggingsæt med et twist blev resultatet. Det er virkelig skønt og fordi stoffet er så tyndt kan Teo bevæge sig som han plejer - mens ham er varm og tør (lyder som en dårlig reklame, men synes det er SÅ. fedt!!!). Og han er ellers ret følsom overfor uld, der kradser (alle hans bodyer er strikket i cashmere/silke garn af samme grund), men denne fleece er han slet ikke berørt af:-) Har arbejdet en del på modellen og er nu tilfreds med en sweatshirt overdel med baggy bukser - begge dele har fået tittekanter, der matcher:-)
Det øverste billede er Teo i prototypen, der er syet i ren isoli... Men den endelige fleecemodel - som vist underneden - er nøjagtig den samme:-)

Det nederste billede viser noget stof jeg er OVENUD lykkelig for at have fået fat på!!! Kan ikke vente med at komme i gang med at sy lækre ting af det!!!





søndag den 10. november 2013

DIY - Tote/pusletaske

For nogle dage siden lavede jeg et indlæg om en taske og et par stykker spurgte, om jeg ville lave en diy - det vil jeg gerne :-) Se evt indlægget her.
Jeg er  - som før indrømmet - ikke en ørn til det der, med billeder, men here goes:



Tote bag DIY:

Du skal bruge:

0,5 m yderstof - eks halvpanama eller lignende men du kan også stive almindeligt stof af med strygelærred.
0,5 m foer/inderstof
0,4 m stof til inderlommer og foer i yderlommer
(0,5 m pladevat - KUN, HVIS DU SKAL QULITE YDER ELLER INDERSTOFFET!)
1 lynlås på 35cm 
75 cm elastik (bredde 0,5 cm)
Stof eller bånd til hanke
ca 75 cm kante/skråbånd
Eks. En slat qulitelim, så du kan holde styr på stykkerne.


Klip:

Yderstof:
2 stk 33x43cm
2 stk 10x33cm
2 stk 10x12cm
1 stk 12x150cm
2 stk 6x34cm
2 stk 22x33cm
2 stk 6x5cm

Foer:
1 stk 12x150cm
2 stk 33x36cm
2 stk 5,5x34

Lommestof:
2 stk 22x33
2 stk 34x40

Pladevat:
2 stk 34x44
2 stk 23x34
1 stk 13x150


Sådan gør du:




Start med at qulite alle de dele, der skal quiltes. jeg  har brugt en almindelig quiltelineal og sat afstanden til 4 cm, for det synes jeg er bedst til store ting. Du skal KUN quilte gennem yderstof og pladevat - IKKE foer! Dog skal du på de stykker, der måler 22x33cm sy gemmen både yderstof, pladevat og lommestof.


Så skal indertasken syes. Start med lynlåsen. Tag de stykker, der måler 5,5x34 cm og nål den til lynlåsen som på billedet herunder. Yderstoffet skal sidde øverst og foret nederst, så det kommer til at passe med taskens indre og ydre :-)
Fold enderne ind, så der er ca 3,5 cm fri i hver ende. Stik det fast med lynlåsfoden på symaskinen og stinglængde 3,5.







Fold stykkerne væk fra lynlåsen og gentag på den modsatte side. Lav til sidst en stikning hele vejen rundt, således, at stoffet kun er åbent på den ene lange led. Tag de to stykker på 6x5,5cm og sy dem på enderne af lynlåsen - resultatet skulle ligne billederne herunder:




Nu skal lynlåsen syes fast. Tag de to stykker foerstof, der måler 32x36cm samt de to stykker yderstof, der måler 10x33cm og læg tingene som vist på billedet, således, at foerstoffet ligger sammen med foerstoffet på lynlåsen og det samme med yderstoffet - sørg for, at det ligger i midten. 


Sæt nåle i og sy sammen.




Læg stoffet som vist på billedet, sørg for, at sømrummet vender OPAD og læg en stikning langs syningen med stinglængde 4,0 som vist ovenfor.


Nu skulle det se således ud. Gør det samme med den modsatte side. Jeg har glemt at vise det på billederne, men hjørnerne på tasken skal klippes runde, ellers er det næsten umuligt at sy kanten på.


Nu skal inderlommerne syes. Tag de to stykker lommestof, der måler 34x40cm og fold dem på midten. Sy en stikning ca 0,6cm fra kanten. Træk elastikken igennem og mål den af, så den passer med bredden af indertasken. Sy elastikkens ender fast. Nål lommerne fast på indertasken som vist herunder og lav to små læg i midten af 1/4 efter og før start, såedes at bredden kommer til at passe - billedet herunder skulle vise dette. Sy en stikning ned gennem midten af lommen for at dele den i to.


Tag det stykke foer, der måler 11x150cm og sy det fast langs kanten på først den ene del af foret og derefter den anden, således, at du nu har en taske, der er åben foroven og har fire små lommer. Læg indertasken væk.


Sæt remmene på med nåle, der, hvor du synes de skal sidde og stik dem fast hele vejen rundt - langs den øverste kant af tasken skal du sørge for, at holde dig 1,5 cm fra kanten.



Sy kantebånd på de yderste lommer og nål dem fast langs kanten på yderstoffet til tasken (her skal hjørnerne også rundes - se evt billedet af den færdige taske). Sy så stykket, der måler 12x150cm fast, på same måde som ved indertasken, således, at du nu har en inder og ydertaske med hhv to og fire lommer.



Således ser ydertasken ud indeni. Vend nu indetasken med vrangen ud og læg den ned i ydertasken, således, at sømmene  passer over hinanden.


Sy en stikning næsten hele vejen rundt, men lad et hul stå åbent, som du kan vende tasken gennem.


Vend tasken gennem hullet og kast en søm over hullet. Sy en stikning hele vejen rundt langs toppen af tasken og klip alle ender. 

Din nye tote bag/pusletaske er nu klar til brug! Jeg vil anbefale, at lægge lidt til i bredden, hvis tasken skal bruges som pusletaske, bare for at være sikker på, at den sidste ekstra, ekstra bluse kan være deri også ;-)

Håber det giver mening og, at der kommer nogle fine totes ud af det :-)

Kram






fredag den 8. november 2013

Vinterboost❤


Nu er jeg ikke den store fotograf, men det smager virkelig godt og så er det en super måde at lade immunforsvarer op til vinter på:-)

Du skal bruge:
1 håndfuld persille 
1 fed hvidløg
1/2 lime
1/2 chili 
1 stykke ingefær ca på størrelse med yderste led af din tommeltot
1 spsk oliven olie
Salt og peber

Persille, hvidløg og chili hakkes fint.
Ingefær rives.
Lime presses.
Olien blandes i og der røres rund.
Smag til med salt og peber og brug som du lyster - det er sundt og LÆKKERT!!!

God weekend :-*


tirsdag den 5. november 2013

Et lille tip.

Dagens indlæg bliver kort, men forhåbentlig brugbart.

Jeg HADER bodyer med amerikansk hals - HADER (og det er ellers et ord jeg er sparsom med at bruge). Der findes så mange fine modeller og farver og prints jeg ikke kan købe, fordi Teo er lang og slank, hvilket resultere i en halsudskæring, der enten sidder helt ude på skuldrene eller en, der er åben helt ned på brystet - og ingen af delene fungere med et barn, der fanger ALLE forkølelser, influenzaer, vira og ovenikøbet har astmatisk bronchitis.

I ren og skær afmagt har jeg forsøgt at finde en løsning og har prøvet ALT, for vil så gerne putte Teo i Småfolks skønne prints... Og i nattens mulm og mørke kom jeg pludselig på en ide - som ikke umiddelbart ville hverken ødelægge bodyerne eller gøre Teo tosset, som når dem jeg har forsøgt at sy sammen skal bakses ned over hans lille hoved...

TRYKKNAPPER... 

Og det virker som en drøm!!! For sølle 68 kr hos Kludemanden i Harlev købte jeg en ordentlig spand trykknaper og voila har vi nu en hel bunke brugbare bodyer med fine prints, amerikansk hals OG trykknapper!!! 



... Og så må jeg lige dele da nye bukser jeg har syet - de var egentlig til shoppen, som nu har bredt sig til facebook også (Darut), men de var så fine, at jeg har snuppet et par til Teo også (dog med sort/grå stribet rib)


Synes de er SÅ seje med biller på :-)

Bukserne nedenunder måtte jeg også sy et par ekstra af (dog med støvet grøn rib), igen fordi de er så skønne, men også fordi der bare ikke er noget sødere end en lille babymås i baggy bukser <3


Kram

lørdag den 2. november 2013

Pusletaske.

November og dermed sy-til-din-baby-måned er skudt i gang!
Da i går skulle fejre min søster og hendes speciale, som lige er blevet afleveret havde jeg ikke tid til at sy noget kun til baby. Jeg ville sy en taske til min søster - en tote bag med masser af lommer og lækkert print. 

Sådan ser den ud - billederne er ELENDIGE! - men den blev så fin og selvom jeg var bange for, at den var for vild til hende, så blev hun virkelig glad for den:-) Jeg håber den bliver brugt rigtig meget!!! 
I tråd med udfordringen om baby, kom jeg til at tænke på, hvor sej den ville være som pusletaske med alle lommerne og pladsen... Så nu er den altså blevet til mit første baby-indlæg i november, selvom den er syet til computer og ringbind:-)

God søndag til alle:-)

Linkwithin

Relaterede indlæg: