tirsdag den 20. oktober 2015

Lige et øjeblik...


Nej, altså nu må I virkelig have mig undskyldt, Venstre!!! 
Må jeg bede om bare en anelse ørenlyd i denne debat, der jo faktisk også handler om mig og min familie? Er jeg en dårlig borger, fordi jeg har valgt at være hjemme med mine unger? I sidste uge skulle jeg bestemt skynde mig at få nogle flere børn og gerne for ti år siden... Nu mener I så at jeg skal smide selv samme unger 38+ timer i institution og arbejde endnu mere - for at tjene penge til rengøringshjælp og barnepige? Når nu jeg klarer begge ting ganske fint og gratis selv... Mens jeg opdrager mine unger. 
Undskyld mit franske, men det er simpelthen så grimt og snævertsynet udtalt!!! I burde skamme jer virkelig meget over overhovedet at tænke den slags!!! Tænk at udtale sig sådan. I skærer og skærer i pengene til dagpasningstilbuddene, sætter nomeringerne op og gør hverdagen så stresset og fyldt med administrativt arbejde for pædagogerne, at hverken de eller børnene har en chance for ro og nærvær i hverdagen.
Hvad med rent faktisk at råbe vagt i gevær, bede os forældre stikke egoismen skråt op og faktisk tage vare på de børn vi sætter i verden (som ikke selv har bedt om at blive født)? Det er trods alt dem, der er ansvarlige for vores fremtid... Lad os stå sammen og sørge for, at de vokser op og bliver sunde, raske og trygge mennesker!!! 

onsdag den 14. oktober 2015

Kom snuen i forkøbet!

(Billedet er lånt fra nettet (Colourbox.dk))

INDLÆGGET ER IKKE SPONSORERET, jeg er bare godt, gammeldags begejstret!
Vi kender det alle - vintersnuen. Den evindeligt løbende næse og hosten, der bare ALDRIG stopper! Som mor til to ørebørn, hvoraf den ene har astma oveni hatten, har vi haft helt utroligt mange dage med sygdom og bliven-hjemme-fra-skole/arbejde-for-at-passe-unger-dage herhjemme. Det værste år ud af Teos indtil videre 3 leveår, bød på intet mindre end 198 dage med sygdom i mere eller mindre grad. Der er dog sket meget siden. Fire gange dræn - som vist 7-9-13 endelig sidder - og endelig rigtig hjælp til astmamedicin, har gjort sin del. 
Nu kommer efteråret og vinteren dog  snigende og det betyder oh ve! Snue og sygdom i lange, uoverskuelige baner - men der er faktisk noget man kan gøre.
For noget tid siden tog jeg et webinar om at komme vintersnue(rne) til livs hos Anette, der har æblebørn.dk - det var gratis og helt fantastisk! 
Siden vi testede probiotika (mælkesyrebakterier) for Duolac i maj har vi taget det som en fast del af vores sortiment af tilskud hver dag - og sikke en forskel det har gjort!!!
Som Anette, der er uddannet sundhedsplejerske, fortalte siddder ca 70% af vores immunforsvar i tarmene. Vi skal altså passe godt på vores tarmflora, for at skabe basis for et sundt og stærker immunforsvar - og der kommer probiotika ind. At spise sundt og varieret synes jeg selv efterhånden er en selvfølge - jeg har i hvert fald fået ørerne tudet fulde i tidens løb. Og bevares vi spiser da også sundt og får masser af grønt hver dag, men det har bare ikke været nok.
Probiotikaen har til gengæld gjort noget... Noget jeg ikke helt troede var muligt. Teo har for første gang været syg uden at miste appetitten!!! Det er ellers helt sikkert, at han stopper med at spise ved første tegn på sygdom, men det virker til at være stoppet. Skriver jeg meget forsigtigt... 
Ud over Duolac får Teo en multivitamin, en ganske almindelig en med jordbærsmag. De to elsker han. Fiskepillen, den famøse omega-3 på den anden side - not so much. Vi startede ellers med at prøve de lidt dyrere og bedre varianter fra eskimo-3, men han nægtet pure at tage det. Nu har vi heldigvis fundet en billigere variant, der smager af solbær, som han ikke hader. Derudover giver vi - og har givet i lang tid Biostrath både til ham og Dagmar. Og sidst men ikke mindst får begge unger D-dråber. Dagmar får de anbefalede 5 om dagen og Teo får suppleret op således at han inkl indholdet i vitaminpillen får omkring 25-30 mikrogram om dagen. 
Alle disse tilskud og forklaringen bag kommer fra web-kurset hos æblebørn og er gratis - der tilbydes også rigtig mange andre fine former for kurser på siden.
Jeg håber at vi på denne måde kan komme bare nogen af de mange, lange næser og ditto nætter til livs med disse tiltag, men det vil tiden vise:-)

Kald på Danmark!!!



Ja, jeg er nok hverken den eneste eller den første, der har skrevet et indlæg om DRs smarte kampagne 'Knald for Danmark' - men here goes:

Jeg bliver sgu lidt harm, når DR i øjeblikket kører fuld gas på kampagnen 'Knald for Danmark', fordi vi ikke får børn nok herhjemme. Det er meget muligt, at der ikke fødes nok børn i Danmark men der er i forvejen ikke tid til at tage vare på dem vi har. Vi har faktisk ikke engang råd til at føde dem under ordentlige forhold!

Vores samfund hylder de forældre, der 'formår' at fortsætte liv og karriere upåvirket af at have fået børn - der raskt væk placeres 38+ timer i institution om ugen, fordi mange familier ikke kan/vil leve på en indkomst (og følge den levestandard de har valgt).
Måske man skulle kigge godt og grundigt på alle de kommuner, der ikke lader pengene følge børnene? Det er faktisk billigere end en institutionsplads og ifølge loven må man gerne tilb(yde) den støtte i op til et år.
Hvad med børnenes sygedage!
Og for de forældre, der gerne vil arbejde (fuldtid/deltid/flextid) - måske skulle man kigge på priserne for vuggestuer og dagpleje?

Det er da skide let at opfordre folk til at få flere børn - men vi bor bare ikke i et land/samfund, der er indstillet til det. Vi har de børn, der er mest i institution i hele Norden - og hvis vi kigger sydpå er der langt flere hjemmegående end der er forældre med børn i fuldtidsinstitution.

Jeg kan sagtens finde ud af at knalde og få børn (jævnfør evt tidligere indlæg) men at få vores hverdag til at hænge sammen med en indkomst - det er en udfordring af de helt store... Hvad med at kigge på priserne for den offentlige transport også? For der straffes jeg da, hvis jeg skal med tog og har mere end to børn... For det  tredje skal jeg betale for...

Næh, kom hellere ind i kampen og gør samfundet værd at få børn i!!! Mine unger skal i forvejen presses gennem heldagsskolen, gennem videregående uddannelser, så de kan presses ud på arbejdsmarkedet i en fart. De skal spise GMOmad og leve i et forurenet samfund, hvor vi ikke engang kan finde ud SF at samle skrald op efter os selv. 
'Knald for Danmark'?!! Ja, tak... Så skulle Danmark tage at vågne op!!!








fredag den 2. oktober 2015

Søvn.... Hvad er zzzzzzzzøvn?


Før og efter filter - ville spare jer for en før makeup version i dagens anledning. Efter snart to måneder med hvad jeg vil påstå er meget sparsom søvn, grundet en lille dame, der er meget glad for sin mor om natten - især den del, der producerer mælk - er jeg ved at være godt og grundigt træt... Som i at jeg faldt i søvn i ungernes badekar mens faderen tørrede og gav tøj på... 20 minutters velsignet fred i halvkoldt vand og på den sammenkrøllede måde, der efter jeg har rundet de 30+ år gør det noget nær umuligt at komme op igen.
I disse sådan lidt tågede dage, mangler jeg virkelig et filter - ikke til at sortere i mine verbale udmeldinger, for dem kan man vist ikke gøre så meget ved men et andet filter - som dem på IG, hvor man altid har mindst 10 muligheder for at fremhæve eller skjule virkeligheden (jævnfør evt billedet i begyndelsen af dette indlæg). Når stressen og på søvn samt manglen på overskud til at sørge for  ordentlig mad til sig selv får huden til at tro den er teenager - i form af lidet klædelige urenheder i tindingerne - men dog ikke nok til at slette rynkerne, så er makeup bare ikke nok. I morges satte jeg mig ellers ned med hele paletten og lagde en fin makeup foran spejlet, for det trænger jeg til indimellem, når jeg i en længere periode har glemt, at jeg er andet end nogens mor... Foreksempel kan jeg være en, som nogen synes er pæn, hvis jeg husker at frisere mig og tage tøj på uden pletter. Og det var så rart... Især, da jeg ville lægge et billede ud på IG og prompte valgte mit yndlingsfilter (Valencia). Kan man ikke få sådan et IRL? Sådan et filter, der sletter 10år og slører rodet i baggrunden? Så folk bare altid så en, som man ser ud gennem Valencia?
Eller IG briller, hvor man, alt efter humør kan indstille filter i glassene, så verden ser pænest ud? En slags videreudvikling af de lyserøde briller man ser verden gennem, når man er nyforelsket... Eller bare lidt søvn på recept? Hvis altså ikke man kan eftersøge det ligesom en bolig på facebook...

Linkwithin

Relaterede indlæg: