De der sa*ans dræn!!!

%€$£# kr8&€$# - og så videre!!!

Man må jo ikke bande, når man har børn, så jeg siger det med tegn og fagter (som I af gode grunde ikke kan se, men forestil jer en hidsig blæksprutte med kun to arme og to meget blege ben, der danser Gangnam style).

Vi har kæmpet og kæmpet med Svenskens ører siden han var helt lille og nu er den denondelyneme (kraftudtryk af en anden verden) gal igen. 

Det starter altid med pyller og ender ud i fullblown snart-tre-årig-teenager-fra-helvede-mode i frustration. Første par dræn røg i, da han var omkring 1,5 år og nu, lige knap tre år gammel skal han have lagt fjerde par... 

Har egentlig mest lyst til at skrige og skrige og skrige - i fjorten dage - for det er, hvor lang tid, der er til drænene skal i. Og så bagefter ville jeg brokke mig, være sur og urimelig og gå i seng på den demonstrative måde - men det kan jeg bare ikke, jeg er jo mor. Så klemmer det lige ned i den imaginære flaske i mit indre og skruer låget godt fast, så det og alle de andre gemte godter ikke eksploderer ud over hele Hørning, som en rystet 1,5 liters cola🙈

Så... Abrakadabra! Nu er jeg igen totalt overskudsmor, der lige når at putte lillesøster og rydde op efter morgenmaden inden Svesken og Far kommer hjem fra ørelægen...

Og så ønsker jeg mig bare en større flaske til jul.

Lige nu...

Her midt i et neglebidende (spændingswise) valg ligger jeg mellem mine to lækre unger og føler mig lykkelig - sådan rigtig kriblende lykkelig - i hele kroppen. Pølsen, der vokser og udvikler sig i rivende fart ligger snorkende på den ene side og samler helt sikkert kræfter til endnu en dag, hvor endnu flere timer vil blive brugt på, at forsøge at få kroppen til at lystre på det hun tydeligvis vil havd den til... Nemlig at kravle - fremad!!! Hendes lystige strøm af 'dadada baba uauaua' afbrydes nærmest kun af smasken, når vi spiser:-)

På den anden side ligger vores lillebitte storebror og sover tungt. I år skal vi holde 5 ugers sommerferie sammen alle fire inden han skal i børnehave. Han er så lille og så stor på samme tid. Sproget og motorikken er i lynudvikling og hjernen trænger til konstant udfordring - og svar på ca 10.000 spørgsmål om dagen. Og så prøves der grænser af - meget og ofte... Men det er sgu ok og lidt sjovt (men meget hårdt!!!). 

Manden min sidder i stuen og spiller FIFA  med sin bror og aner slet ikke, at jeg bare ligger heroppe og er brandlykkelig!!! 

Det er egentlig lidt svært at forstå, at så meget lykke i en krop ikke kommer til udtryk gennem fyrværkeri og klassiske klaversonetter i luften - men det gør det altså ikke... Så må nøjes med at ligge her og være sprudlende lykkelig indeni. Også selv om jeg har lidt lyst til at hoppe i sengen og skrige SE MIG, DANMARK. - JEG ER PISSE LYKKELIG!!! Ud af vinduet... 

På den anden side er denne slags lykke måske en, man nyder bedst helt alene og i stilhed - som en slags taknemmelighed over, at man er et sted i sit liv, hvor der er plads til den slags lykke, bare en gang imellem... Jeg hopper i hvert fald ikke i sengen, for så vågner de jo... De to små poder, der i øjeblikket er grunden til, at jeg føler mig så rig og glad lige nu - og så er jeg alligevel lidt mere fornuftig... End at vække dem med al min lykkelighed, for det er jo ikke lige sikkert, at de er indforståede med at blive vækket for at hoppe i sengen og råbe i fem minutter og så skulle sove igen, som om intet var hændt... Nej, vel!?!!

En garnoholikers bekendelse

Hej, jeg hedder Anne og jeg er strikoholiker (og i virkeligheden også syoholiker)... Det startede alt sammen, da jeg ventede Teo og var sengeliggende pga truende for tidlig fødsel. Eller altså... Det startede jo med min mormor, som første gang gav mig strikkepinde i hænderne og senere min mor, der satte mig foran en symaskine... Det ligger altså i familien - når vi er til fest eller bare samlet de allernærmeste, så kommer vi anstigende med hver vores bugnende pose/taske/net. Og det er jo heller ikke bare et eller to projekter på en gang... Det er fem, syv, ti stykker, der bare ligger og venter på at blive samlet op igen og gjort færdig. Men så falder man lige over noget nyt garn eller en ny opskrift - og hver gang lover man sig selv (og sin mand) at det er det sidste man køber indtil alle UFO'er er færdiggjorte og garnlageret nedbragt til rimelig størrelse... Det holder bare ikke rigtigt, vel?

Kan du ikke bare sige nej, spørger du så... Eller undgå de steder, hvor du ved, at fristelsen bliver for stor... Og jo, det kunne jeg egentlig godt, hvis ikke jeg havde rygrad som en regnorm og en hjerne, der tænker mine hænder væsentlig hurtigere end de er... 

Jeg har altid strikket og syet, men det er først efter ungerne er kommet, at det er blevet en hverdagsting. Noget jeg kan få kløe i hænderne af at være væk fra for længe... Og det startede helt klart, da jeg ventede Teo og ikke måtte bevæge mig for meget... Symaskinen blev mit helle... Og strikketøjet - gerne så kompliceret som muligt, så alt tælleriet kunne distrahere mig fra bekymringen for at føde alt, alt for tidligt (fra uge 23 og frem). 

Og nu er det jo endnu værre... Jeg har set mine skønne unger i det, jeg har lavet og det er SÅ dejligt. Mere vil have mere... Havde jeg tiden ville de kun have hjemmegjort tøj på - men hvornår stopper det så? 

Skal de helt frem til 30 års alderen proppes i søde små blomstrede bloomers eller strikkede sweatre med fiiiine mønstre? Bodyer med små pink bambier eller biler? Eller må jeg indse, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg må stoppe? Acceptere, at de har deres egen vilje og stil? At jeg må bruge mine strikkepinde til noget andet - eller slet ikke? Hvor der kommer støv på symaskinerne? 

Måske... Men, hvis du følger mig på IG, så har du nok gættet, at den dag ligger labngt ude i fremtiden... For der er altid liiiiige er mønster eller et nøgle garn til:-)

Funktionalitet / Børnevenlighed / IG-egnethed😂

Jeg indrømmer det blankt... Jeg lider af IG-misundelse i stor stil!!! Det ene billede efter det andet af smukt indrettede rum, perfekte stilleben, dekorative børn (på den ikke-tornado-agtige måde) og lækre, moderigtige børneværelser bugnende af pænt og miljøvenligt trælegetøj... Og jeg er grøn af misundelse!!! 

Kan til nød finde (eller skabe) en ren flade til at fotografere mine strikkede og syede kreationer. Med megen teknisk snilde, vinkling og beskæring en masse kan jeg endda skabe IG-egnede billeder af mine unger, min mand og mit (kaotiske) liv... Resten af vores hjem er IRL bare ikke særligt IG-venligt😂 Tag endelig ikke fejl- jeg eeeeeelsker at kigge på billeder af smukke hjem - men kan skisme også godt i et anfald af misundelse drømme om at sparke til en potteplante eller hoppe på gulvet med jord på støvlerne - bare for at være på tværs. 

Egne 117 SUPER praktisk indrettede kvadratmeter er helt på ungernes og rodets præmisser... Og vi er SKIDE gode til at rode - over det hele!!!

I vores køkken har ungerne deres eget køkken - i vores stue sniger legesagerne sig langsomt ned og overtager alle hylder og reoler indtil vi med jævne mellemrum bærer det op på værelset, så vi kan starte forfra. Badeværelserne er fyldt med badekar, børnesæde til toilettet og mere (badevenligt) legetøj. Kontoret er pyntet med et puslebord og nyeste skud på stammen er en kæmpe madras på gulvet af vores gangareal på overetagen - til kravleøvelser og haven er et vildnis af sandkasser, parasoller, ærter, hindbær, jordbær og - surprise - mere legetøj.. Nåh ja og så ligger vi jo fire i den KÆMPE store seng om natten... 

Men helt ærligt... De smukke hjem ville bare  ikke kunne fungere herhjemme - vi roder og leger for meget... Funktionalitet og børnevenlighed er et must - også selv om det er grimt.

Så kan du jo samtidig grine lidt af min dobbeltmoral og de fint redigerede billeder i starten af indlægget - man er vel forfængelig;-)

Djurs Sommerlååååååve❤️

Kender I de der dage, hvor det hele bare klapper? Hvor alle bare er glade og der ikke er nogen trælse og sure skænderier... Og man må spise mange is? Og solen skinner præcis så meget, den skal? 

Sådan en dag havde vi i Djurs Sommerland i onsdags. Jeg var ellers en anelse presset hjemmefra ved tanken om milelange køer, to skrigende unger, regnvejr og is til 150kr - I kender det nok godt... Angstens sved stod også ud af mine 33år gamle porer hele vejen derud - men hvor blev det hele bare gjort til skamme!!!

Her må jeg hellere lige indskyde, at jeg IKKE er sponsoreret på den ene eller den anden måde - jeg er bare ganske almindeligt begejstret for en fantastisk dag!!!

Vi ankom i det mest vidunderlige kaos af klapvogn, tasker, solhatte og ditto creme, unger og klapforvirrede forældre (ja ja, vi er kun 4, men det føltes som et helt cirkus) og lidt overskyet, men dejlig lunt vejr - lige som os med lidt rødhårede gener godt kan lide det:-)

Og så gik det bare GODT derfra! Det nye bondegårdsland var et KÆMPE hit hos drengen, der bare ville køre traktor igen og igen og igen... Og på en onsdag er der ingen kø, så til sidst fik vi endda lov at blive siddende! 

Is blev købt og spist alt imens en lille, glad Pølse sad i sin klapvogn eller i bæreselen og kiggede uden at kny... Hun havde så travlt med at følge med i det hele, at hun næsten glemte at sove... 

Det er længe siden vi har haft en så skøn dag sammen, hvilket resulterede i to sæsonkort til os gamle - hvilket betyder 1000 ture i Djurs til os i år - og hvis de bliver bare halvt så gode som den første, så bliver vi nok deroppe og overvintrer😂

Skiden omgang kommer sjældent alene...

Efter seks år, en tur til Barcelona, en til Paris, et bryllup, to børn og diverse andre mere eller mindre sindsoprivende oplevelser, kan vi endelig kalde os et par... 

Vi har nemlig haft omgangssyge - gavmildt hjembragt fra vuggestuen af ældste pode og ligeså gavmildt spredt ud over hele parcellen. Yngste skud er sluppet billigt og har bare set koncentreret og rødmosset ud lidt flere gange om dagen end normalt... Smittebæreren selv er også sluppet vældig let... Som i helt... 

De unge elskende - forældrene - stadig forblændede af forelskelse og lyserøde briller (to fødsler senere) slap ikke så let... De sidste par dage har været en kamp om toilet, spand og ikke mindst, hvem der har haft det dårligst - og dermed ret til at ligge ned mens den anden var overskudsforælder til to turbounger...

Jeg vandt slet ikke ofte nok efter egen mening :-) 

Her dagen derpå, hvor de lyserøde briller definitivt er pakket ned kigger vi på hinanden gennem hverdagens engangslinser - selvfølgelig bestilt med abonnement og pbs-ordning som ordentlige voksne gør. Nu skal vi så leve resten af livet med den viden om hinanden... Nu ved vi det... For evigt!!!