Dette indlæg var egentlig tiltænkt en anmeldelse af bogen 'En blid start', men noget mere presserende meldte sig på banen efter et opkald fra en, der bekymrede sig om mig.
Jeg må ærligt indrømme, at indholdet af opkaldet kom meget bag på mig og pludselig rejste en masse spørgsmål i hovedet på mig... Opkaldet omhandlede min profil på facebook og på instagram.
Jeg har altid forsøgt at være ærlig og humoristisk i mine opdateringer - der måske indeholder riiiimelig mange referencer til mit barn og også billeder af samme, men det er jo bare fordi jeg er stolt og fordi det er ham, der fylder min hverdag. Men at jeg bliver for personlig og måske udleverer mig selv, det har jeg aldrig overvejet, for jeg skriver jo ikke mere end jeg kan tåle at høre igen - og folk er velkomne til ikke at læse og forholde sig til det.
Alligevel satte det tankerne i gang, for, hvor går grænsen egentlig? Er det for meget, når jeg beder om råd til, hvordan jeg får mit barn til at spise (med lidt humor og sarkasme i formuleringen)? Eller, når jeg fortæller, at jeg har været sur og tvær en morgen? Er det ok at 'prale' med det håndarbejde man laver? Eller lægge virkelig mange billeder ud af sit fantastiske barn? Hvornår overskrider man grænsen - og hvem bestemmer egentlig det?
I bund og grund handler det nok om, at opkaldet ramte den lille, usikre pige, der ikke havde det let i folkeskolen lige i maven.
Men altså, hvor GÅR grænsen? Og er instagram, facebook og så videre ikke bare legepladser for ekshibitionister, der i forskellig grad giver verden mulighed for at kigge ind i deres verden - mere tykkere eller tyndere filter? Skal man virkelig gå op i, om nogen ude i byen synes, at man lægger for mange billeder ud?
Hvad synes du? Spørger jeg fra endnu et socialt medie, hvor jeg deler mine tanker med verden:-)
